Tortur kan ikke forhindre terror

Forfatter billede

5. januar 2016

Meningsmålingen afspejler gennem det stillede spørgsmål en udtalt uvidenhed om tortur. Man glemmer bevidst eller ubevidst både, at der er et internationalt total-forbud mod tortur, og at tortur ikke nytter.

Det er mange gange dokumenteret, at tortur hverken er et brugbart middel til at fremskaffe pålidelige informationer eller på anden måde forebygge terror. Tværtimod kan man med større ret argumentere for, at brug af tortur snarere afføder terror.

Der er intet belæg for, at politi gennem hårdhændede torturmetoder kan forhindre terror. Derfor er opinionsmålingen galt afmarcheret og afspejler en forestilling skabt af amerikanske videofilm og TV-serier, der ofte ligefrem legitimerer brug af tortur. Accept af tortur under enhver form åbner en glidebane for retsstaten.

Med læge Inge Genefkes pionerindsats for mere end 40 år siden blev Danmark internationalt det første centrum for den medicinske rehabilitering af torturofre. Politisk gik Danmark på samme tid internationalt i spidsen for menneskerettighedsarbejdet gennem vedtagelsen af FN’s konvention mod tortur. I de seneste femten år har skiftende regeringer derimod undermineret Danmarks rolle i arbejdet mod tortur.

Udover voldsomme million-nedskæringer i støtten til både det danske og det internationale arbejde mod tortur har regeringen senest med finansloven for 2016 skadet Danmarks ry i arbejdet mod tortur. Og i forholdet til FN’s komite mod tortur har såvel S-SF-R og V-regeringen afvist anbefalingen fra FN om at inkorporere FN’s konvention mod tortur i dansk lovgivning, syltet dansk ratifikation af konventionen mod tvungne forsvindinger, forsøgt at forhindre retssagen om medansvar for tortur af de irakiske fanger, gennemført skæbnesvangre tvangsudvisninger trods risiko for tortur og død samt indstillet al kritik af Guantanamo og retsforfølgning af de ansvarlige for Bush-tidens tortur.

Accepten af tortur som et middel for politiet for at forhindre terror viser samtidig med al tydelighed, hvordan ”krigen mod terror” har sat menneskerettighederne under pres. Når senest statsministeren gentager påstanden om, at udløbstiden for de internationale menneskerettighedskonventioner er overskredet, er der al mulig grund til at tænde advarselslamperne.

I stedet bør der igangsættes en oplysningsindsats til forsvar for forbuddet mod tortur, retten til at søge og få beskyttelse, hvis man er på flugt samt andre basale menneskerettigheder. Det vil gavne Danmarks ry, hvis vi igen går i spidsen i arbejdet mod tortur.

Ovenstående blogindlæg, der er skrevet sammen med prof. dr. med.Bent Sørensen, leder af Anti-Tortur Støttefonden, blev tillige bragt i dagbladet Politiken 4. januar