Trump er en populist, en fjende af demokratiet – og ikke alene

mugabe_og_trump
Både Robert Mugabe i Zimbabwe og Donald Trump i USA er populister, som mener, at de er folkets sande repræsentanter, skriver Ole Therkildsen.
Foto: Kreml og Gage Skidmore, begge Creative Commons
Laurits Holdt

3. november 2016

Ole Therkildsen

ole_therkildsen

Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”

Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.

Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.

”Hvad er populisme?” spørger Jan-Werner Müller i en spændende ny bog. Hans svar er, at moderne populismen adskiller sig fra de fleste andre ideologier ved at være anti-demokratisk. (Populismen er også anti-elitær, men det vil føre for vidt at komme ind på i denne omgang).

Den anti-demokratiske kerne i populismen er ikke normalt i søgelyset. I stedet fokuseres ofte på vælgernes socialpsykologiske profiler såsom frygt, foragt, racisme, eller sexisme. Andre lægger vægt på en særlig demagogisk politisk stil – eller på politiske indhold: Højre- eller venstreorienteret, progressiv eller reaktionær, ryggesløs eller principfast.

Med sådanne omsiggribende kendetegn kan gud og hvermand kaldes en populist – og etiketten kan bruges som både en udskældning eller en hædersbetegnelse i den offentlige debat.

At Donald Trump i USA, Marine Le Pen i Frankrig, Victor Orbán i Ungarn, og Pia Kjærsgård i Danmark er populister er der således mange politiske modstandere, som mener. De puster til racisme, appellerer til folks frygt for fremmede og tilbyder at genrejse fordums nationale storhed.

At pave Frans også er en populist ifølge Politiken, er måske mere overraskende. Han er en progressiv, venstreorienteret kapitalismekritisk humanist, som støtter kampen mod ulighed, og opfordrer til oprør mod etablerede politikere, der bøjer sig for økonomiske snarere end etiske krav.

Piratpartiet på Island kan også kaldes populistisk. Det er en protestbevægelse, som tror på direkte folkeligt demokrati, og anser det etablerede system som korrupt.

Også Afrika har sine populister, hvoraf nogle sidder på regeringsmagten, fx Museveni i Uganda, Mugabe i Zimbabwe og Sata i Zambia for blot at nævne nogle få. Populismen er også udbredt i oppositionerne rundt omkring på kontinentet og i mange civilsamfundsmiljøer, siges det.

Det er faktisk et udbredt synspunkt, at alle politikere i bund og grund er populister. I lande, hvor politikere skal vinde valg for at komme til magten, lover flertallet af dem jo, hvad de tror, vælgerne gerne vil have – selv om løfterne sjældent lader sig opfylde i praksis. ”Sådan er politik jo bare” er et udbredt synspunkt.

Populister er ’folket’

Men at populister er anti-demokratiske skyldes ikke kun, at de angler efter stemmer, for det gør mange politikere. Demokratifjendskabet skyldes, at populistiske ledere betragter sig selv som folkets sande repræsentanter. Logisk nok kan populister derfor kun tabe valg, hvis modstanderne svindler med stemmerne.

Donald Trump er typisk eksempel. Han besat af, at det kommende præsidentvalg i USA kan blive stjålet:

”The elections are absolutely being rigged by the dishonest and distorted media pushing Crooked Hillary – but also at many polling places – SAD.”

Eller:

“This is a conspiracy against you, the American people, and we cannot let this happen or continue. This is our moment of reckoning as a society and as a civilization itself.”

Den afrikanske reaktion på frygten for stjålne valg kan være mere Machiavellisk. Som den tidligere præsident for Republikken Congo, Pascal Lissouba, sagde engang: “one does not organize elections to end up on the losing side.”   

Og ligesom mange politikere i Afrika vil Trump heller ikke forlods love, at han accepterer resultatet af det amerikanske præsidentvalg den 8. november – med mindre han selv vinder. Derimod vil han gerne love, at Hillary Clinton vil blive fængslet for sin håndtering af e-mails, hvis han bliver præsident. Også mange afrikanske magthavere gør sig anstrengelser for at fængsle politiske modstandere.

Når Trump bliver ved med at repetere den konspiratoriske tankegang om stjålne valg, skyldes det således ikke (kun) mandens personlige fobier. Tværtimod udtrykker han en central del af populistisk ideologi: Populister – og kun de – repræsenterer det autentiske folk; oppositionens og minoriteters rettigheder behøver derfor ikke at blive respekterede, da de ikke tilhører det sande folk; og såkaldt demokratiske institutioner, som ikke følger folkets vilje, må være pilrådne.

At Pia Kjærsgård kalder EU’s institutioner for en ”rotterede” er således ikke en tilfældighed. Heller ikke at Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkepartis EU-ordfører omtaler Martin Schulz, Europaparlamentets formand som ”en mand, som nogle tyske vælgere har valgt af helt uransagelige årsager. Han kunne højst opnå valg som hundefanger i Danmark.” Det er ikke første gang, at Schulz bliver angrebet af populister. Silvio Berlusconi foreslog fx i 2003, at Schulz ville være velegnet som leder af en nazistisk koncentrationslejr.

Den afrikanske version af populisme

“We’ve seen Donald Trump’s type of populism in Africa, it always ends in tears,” skrev en nigeriansk kommentator for nylig.

For til forskel fra nutidens USA har mange afrikanske lande lange og konkrete erfaringer med populisme. Her protesterer taberne af valg rutinemæssigt mod valgsvindel og mistænkeliggørelse af de organisationer, som står for valgene (med god grund bør det tilføjes). Og mange siddende præsidenter frygter at ende i fængsel på grund af magtmisbrug og korruption, hvis de ikke vinder næste valg (også på det punkt er frygten ofte velbegrundet). Det er én af grundene til, at mange siddende afrikanske præsidenter søger at fjerne begrænsningerne for, hvor mange gange de kan stille op til valg.

Men også afrikanske populister hævder, at de har særlige relationer til folket. Et godt eksempel er Yoweri Museveni, Ugandas præsident siden 1986, som har vundet alle fem præsidentvalg siden 1996 med komfortable (om end omdiskuterede) flertal.

Her er en række udpluk af Musevenis egne beskrivelser af ’folket’ og hans forhold til det taget fra en artikel ”Populism visits Africa”:

”when I was elected, I signed a contract with the people of Uganda, and government is supposed to implement programmes. Unless this is done it will cause a political crisis. We cannot go on like this. We cannot sign a contract with the electorate and [then] some groups frustrate it.”

“The government will not allow any authority, including the courts, to usurp the power of the people.”

“The law, including the legal procedures, to be legitimate, must be in close harmony with the aspirations of the people. The issue here is not about legal gymnastics … constructed by lawyers to the exclusion of the masses. The issue here is about democratic legitimacy in the fulfillment of the wishes and aspiration of the masses.”

Musevenis kamp mod juridiske restriktioner af ‘folkets vilje’ – som udtrykt gennem ham selv – har stået på i mere end 20 år. Han ser folkeafstemninger som den eneste form for demokrati, der kan give magten tilbage til folket. Han kæmper for, at resultaterne af folkeafstemninger skal være bindende for alle statens organer og for alle dens embedsmænd.

Inspirationen er helt tydeligt Musevenis skuffelse over, hvordan det repræsentative demokrati fungerer i praksis. Det fører ham til en afvisning af god regeringsførelse, som netop er kendetegnet ved lovbundne procedurer og bureaukratiske rutiner.

Som en populistisk leder hævder Museveni, at han har monopol på politisk legitimitet, fordi han både kan fortolke og forstå massernes forhåbninger. Denne direkte forbindelse med folket står i kontrast til de obskure og løgnagtige diskussioner, som professionelle politikere, eliter, og intellektuelle fører med hinanden.

Og Museveni er ikke den eneste populist på kontinentet. Ud over de allerede nævnte afrikanske ledere, er det værd at minde om, at Julius Nyerere havde lignende ideer om folket og hans (og parties) særlige relationer til dette. Også Tanzanias nye præsident, John Magufuli, ser i stigende grad ud til at være populistisk.

Museveni og andre populister ser altså sig selv som folkets legitime repræsentanter – de sande eliter – der går i front mod en ubrugelig, korrupt elite, som er ligeglad med, hvordan hårdtarbejdende ærlige folk på gulvet/gaden/gården har det, og som kun er interesseret i at rage til sig på almindelige menneskers bekostning. At de selv ofte er korrupte illustrerer blot at demagogi ofte er populismens følgesvend.

Truslen mod demokrati og god regeringsførelse

I den populistiske forestillingsverden er ‘folket’ altid i ental, altid forenet, og altid moralsk ufejlbarlig, som Jan-Werner Müller skriver. Populistiske ledere er selverklærede repræsentanter for det ”sande’ folk, som kæmper mod korrupte eliter.

Når populismen blomster verden over, skyldes det blandt andet, at det etablerede repræsentative demokratiske system ikke opfylder folks forventninger, og at magthaverne negligerer samfundsproblemer, som mange anser for væsentlige (fx arbejdsløshed, migration, handelsaftaler, ulighed). Det har bidraget til en demokratisk recession i mange lande globalt, og til en voksende tilslutning til en autoritær populisme – også i Europa.

Populismen er ikke fremmed overfor demokratiet, men er snarere “en skygge kastet af demokratiet selv.” For det populistiske ideal er politik uden mellemmænd. Parlamenter, retssystemer og embedsværker forplumrer tingene, fordi love og procedurer ofte står i vejen for folkets sande vilje. Til gengæld spiller bindende folkeafstemninger en stor rolle for populister. Ledernes forpligtigelse er til punkt og prikke at gennemføre beslutninger truffet på denne måde.

Men netop fordi populismen bekæmper den pluralisme, der kendetegner både moderne og afrikanske samfund, er den en fare for demokratiet og god regeringsførelse, som søger at beskytte mangfoldighed og minoriteter.

For populisme handler i bund og grund om, hvem der repræsenterer folket – og hvordan de gør det. Og dét spørgsmål handler om en bestemt moralsk fortolkning af politik: De, som har det rigtige syn på verden, er moralske, mens alle andre er en korrupt elites korrupte lakajer. Med andre ord: ”Populisme er en form for identitetspolitik. Det er altid dem mod os.”