Gå til hovedindhold

Mobile menu

Trump indfører nye sanktioner mod Venezuela efter præsidentvalg

USA´s præsident Donald Trump indfører nye sanktioner mod køb af venezuelansk gæld som reaktion på genvalget af præsident Nicolas Maduro.

Der gik ikke lang tid efter genvalget af Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, før Trump reagerede. Allerede dagen efter, d. 21. maj 2018, offentliggjorde den amerikanske administration nye sanktioner mod Venezuela, der forbyder amerikanske borgere at opkøbe statens gæld og aktiver.

Sanktionen er den fjerde i rækken af amerikanske sanktioner mod landet, alene i år, og kommer som et forsøg på at forhindre, at den Venezuelanske stat skaffer likviditet til at understøtte korruption. Det fremgår af det præsidentielle dekret, som Donald Trump har udstedt.

Det er ikke første gang, at Maduro har forsøgt at skaffe mere likviditet til den pressede stat. Tidligere på året lancerede Maduro en kryptovaluta kaldet “Petro”, bundet op på petrolium, der skulle være et forsøg på at omgå USA’s sanktioner og skaffe likviditet til landet. Trump svarede tilbage i marts 2018 med en amerikansk sanktion mod køb af venezuelansk kryptovaluta.

Sanktionen blev annonceret dagen efter, at Maduro vandt præsentvalget, og derved sikrede sig yderligere 6 år på magten i det sydamerikanske land.

Trump har før kritiseret Maduros regime for at underminere den demokratiske orden i Venezuela samt for at holde valg, der hverken er “frie eller retfærdige”.

Maduro vandt 68 procent af stemmerne, hvilket var mere end tre gange så mange stemmer som hans primære modstander Henri Falcón fik. Stemmeprocenten ved valget var blot 46 procent, hvilket var markant lavere end ved forrige valg i 2013, hvor hele 80 procent var ved stemmeurnerne.