Tusinder flygter fra vold i Mali

Forfatter billede

Mere end 600 mennesker er flygtet fra voldelige sammenstød i landsbyerne Anakila, Madougou-Peulh og Alajina-Peulh i Koro-området, oplyser det regionale kontor for Social Udvikling og Økonomisk Solidaritet i Mopti. Ifølge de seneste rapporter er hundredvis af huse blevet brændt ned.

Siden februar 2018 har terrorbekæmpelsesoperationer udført i Ménaka-regionen, der ligger tæt på Niger, og sammenstød mellem væbnede grupper i området også tvunget mere end 1000 familier til at flygte fra deres hjem, især i distriktet Anderamboukane, meddeler Norsk Flyktninghjelp.

Akut brug for hjælp til fordrevne

Med den nuværende militære operation og væbnede gruppers aktivitet i Mali er de humanitære behov tilsvarende stigende. Norsk Flyktninghjelp og dets lokale partnere melder om et presserende behov for mad, vand, husholdningsartikler og adgang til sanitære faciliteter.

I takt med, at de lokale tvinges på flugt, har mange fordrevne efterladt alt, herunder deres levebrød.

”Vi opfordrer det internationale samfund til at støtte og finansiere det humanitære svar, så vi kan yde beskyttelse og lettelse til de fordrevne familier,” siger Hassane Hamadou, landedirektør for Norsk Flyktninghjelp i Mali.

Hvis de ramte familier ikke får hjælp, vil den manglende støtte udsætte de i forvejen sårbare fordrevne familier for yderligere risici, advarer Norsk Flyktninghjelp.

Den norske hjælpeorganisation arbejder i øjeblikket på at identificere behovene hos de mennesker, der er fordrevet fra deres hjem.

Fordelingen af nødhjælp som mad, husholdningsartikler og vandrensningstabletter forventes at begynde den 14. maj med støtte fra de lokale myndigheder.