Tyrkiske og iranske dæmninger truer irakisk verdensarv

gettyimages-2052687
Marsklandet i Irak er igen truet
Foto: Mario Tama/Getty Images
Thomas Jazrawi

17. juni 2021

I mytologien strømmede Eufrat og Tigris ind i Paradisets Have. Historisk var de kilder til nogle af verdens første store civilisationer, men i dag er de to floder knap så mægtige. Det skyldes i høj grad nabolande, som har taget ejerskab over flodernes vand.

Et af ofrene er marsklandene. Det er et stort vådområde i det sydlige Irak, som er på UNESCOs liste over verdensarv. Området rummer ruiner fra oldtidens byer Ur og Uruk, som har rødder 6.000 år tilbage i tiden, samt en rig natur.

Marsklandet var tæt på ødelæggelse i 1990’erne, men det er siden blevet genoprettet. Nu er der imidlertid helt andre trusler i horisonten. En række civilsamfundsorganisationer advarerede i foråret UNESCO om truslen mod det unikke område fra dæmninger, der dræner de store floder for vand.

”Der er en stor risiko for, at de reducerede vandstrømme til marsken vil føre til tab af levevilkår for befolkningen i marsklandet og dermed kan resultere i tvungne fordrivelser og migration samt uafvendelig ødelæggelse af marskens økologi med sandsynlige tab af nogle typer af vandorganismer,” skriver kampagnen Save the Tigris i et brev til FN-organisationen.

Dæmningerne bliver bygget både i Irak og i nabolandene – særligt Iran og Tyrkiet har travlt med at dræne vand fra de store floder.

Dæmninger og tørke truer
Udviklingen for marsklandet handler i høj grad om, hvor vådt det store vådområde er, og i år er sommeren meget varm og tør i Irak. 

“Er der tale om en krise? Ja, dette er en reel krise,” har Iraks minister for vandressourcer, Mahdi Rasheed Al Hamdani, advaret, ifølge mediet The National

Årsagen til vandmangel i Irak er reducerede regnmængder, men også nabolandenes mange dæmninger afskærer vand fra at strømme ind i landet. 

Tyrkiet har bygget adskillige dæmninger i den sydlige del af landet, som dræner mængder af vand, som ellers ville strømme ned i Irak. For nyligt blev arbejdet med den kontroversielle Ilisu-dæmning fuldført. Ud over, at den har oversvømmet byen Hasankeyf, hvis historie går tusindvis af år tilbage i tiden, betyder det yderligere pres på vandressourcerne i Irak. 

Dæmningen ligger nemlig i det sydlige Tyrkiet tæt på Tigrisflodens udspring i Taurusbjergene og er blot en af mange dæmninger, som tyrkerne har bygget i de seneste år. På den anden side af grænsen mod vest bygger Iran dæmninger på floder, som strømmer ind på Tigrisflodens vej mod den Persiske Golf. Resultatet er en vandkrise i Irak, som også er en trussel mod Iraks sikkerhed. 

Opfordrer til aftaler om fælles vandressourcer
Marsklandet bliver hårdt ramt af de reducerede vandmængder fra floderne, og det bliver blot værre i fremtiden, når flere planlagte dæmninger i nabolandene bliver fuldt funktionelle. 

“Tørre somre med høje temperaturer og høj fordampning vil fortsat være normen i fremtiden. Samtidig forværrer den sammenlagte påvirkning fra adskillige dæmningskonstruktioner den usikre vandforsyning for det irakiske marskland,” skriver Save The Tigris i brevet til UNESCO. 

Folkene bag kampagnen opfordrer FN-organsationen til at bede både Iran og Tyrkiet om at lade mere vand strømme ind i Irak samt at arbejde med landene for at udarbejde holdbare aftaler om de fælles vandressourcer.  

Det tabte paradis gendannet
De reducerede vandmængder i Irak betyder, at et storslået arbejde kan være spildt. Marsklandet har nemlig været tæt på total ødelæggelse tidligere. I kølvandet på den første golfkrig opstod der et oprør blandt shiabefolkningen i det sydlige Irak, der blev brutalt slået ned af den daværende diktator, Saddam Hussein. Efterfølgende drænede han marsklandet, af frygt for at oprørere kunne bruge det sumpede område som skjulested. 

Destruktionen var alvorlig. Ifølge satellitbilleder strakte marsklandet sig over omkring 20.000 kvadratkilometer i 1970’erne – i løbet af få årtier skrumpede det ind til en tiendedel af den størrelse, skriver Society for Ecological Restoration.

En massiv indsats med støtte fra blandt andre USAID førte imidlertid til en genoprettelse af området. 

En af pionererne i arbejdet med at få liv tilbage i marsken er Azzam Alwash, en iraker som tog til USA i 1980’erne og arbejdede som konsulent på miljø- og geotekniske projekter. Den 18. juni 2003 ankom han til sit fædreland for at arbejde med at redde marsklandet.

“Jeg kom tilbage for at genoprette marsklandet, et mytisk sted fra min barndom. Jeg troede, jeg skulle tale for det i starten, men det var ikke nødvendigt – da jeg ankom var gendannelsen allerede på en måde i gang. De lokale nedbrød, hvor det var muligt, voldene og kanalerne og lod dermed vand strømme tilbage til marsken. I nogle områder var der allerede en smule liv, som kom tilbage. Og i december havde vi skabt et brud på Eufrat og genoprettet 3.000 kvadratkilometer marskland,” fortæller han i et interview med den grønne organisation Birdlife.

Azzam Alwash grundlagde den grønne organisation Nature Iraq, som nu er en del af Birdlife International og har arbejdet en del med at løfte naturen i marsklandet. 

Verdensarv og økoturisme
I 2016 blev det irakiske marskland optaget på UNESCOs liste over verdensarv, og i dag forsøger nogle af de lokale at ernære sig ved økoturisme, skriver France 24.

Assaad al-Qarghouli, som er ansvarlig for turisme i provinsen, fortæller til det franske medie, at antallet af turister er steget fra 10.000 i 2016 til 18.000 i 2018. Det til trods for at der endnu ikke er turistcentre eller hoteller i området. Derfor opfordrer Al-Qarghouli regeringen til at bygge hoteller og økolandsbyer i marsken for at udnytte potentialet for turister bedre. 

Det potentiale afhænger dog – ligesom områdets status som verdensarv – i høj grad af, om der også vil være vand nok til at bevare det store vådområde i fremtiden.