Tysk undskyldning for folkemord i Namibia lader vente på sig

surviving_herero_c1907
Medlemmer af Herero-befolkningsgruppen efter flugt gennem ørkenen i 1907.
Foto: Ukendt (Public Domain)
Laurits Holdt

Den tyske regering har lovet, at komme med en officiel undskyldning for landets folkemord i Namibia. Folkemordet gik ud over befolkningsgrupperne Herero og Nama og blev begået mellem 1904 og 1908, da Tyskland var kolonimagt i Namibia, som dengang hed Sydvestafrika.

Det anslås at 75.000 blev dræbt, da kolonimagten slog ned på et oprør med massakrer, deportationer og tvangsarbejde.

I 2016 brugte den tyske regering for første gang ordet “folkemord” om begivenhederne og udenrigsministeriet lovede, at der ville komme en undskyldning inden tyskerne går til valg 24. september. Men løftet ser ikke ud til at kunne holdes.

Forsinkelsen skyldes ifølge det statsejede tyske medie Deutsche Welle, at forhandlingerne mellem de to landes regeringer trækker ud. 

Forhandlingrene drejer sig om, hvad undskyldningen konkret skal indeholde. Den tyske regering har på forhånd afvist at der vil blive betalt kompensationer, hvilket ikke blev modtaget godt i Namibia, skiver Deutsche Welle.

Den tyske forhandler siger, at hans regering anser spørgsmålet for at være politisk og moralsk – ikke juridisk – og at kompensationer derfor ikke kan komme på tale.

Tyskland er dog klar til at tage tegnebogen op af lommen. For eksempel ved at betale for fælles programmer mellem de to lande, der skal skabe mere opmærksomhed omkring folkemordet. Desuden vil tyskerne betale for flere projekter inden for energi, uddannelse og husbyggeri. Desuden vil Tyskland hjælpe Namibia med jordreformer.