Ubrugte flygtningemidler skal bruges til genopbygning i Irak

Laurits Holdt

Regeringen planlægger at bevilge 135 mio. kr. til stabiliseringsindsatser i områder befriet fra ISIL i Irak. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Støtten vil gå til FN’s langsigtede stabiliseringsindsats i Irak i de områder, der tidligere har været under ISIL’s kontrol. Stabiliseringsindsatsen indbefatter genopbygning af grundlæggende infrastruktur og jobskabelse. Det sker i tæt samarbejde med de irakiske myndigheder og lokalsamfund, og støtten skal blandt andet fremme en sikker tilbagevenden og reintegration af internt fordrevne og flygtninge.

Midlerne vil gå til UNDP’s facilitet for langsigtet stabilisering i Irak og vil blive finansieret af en del af de midler, som forventes tilført Udenrigsministeriet sidst på året grundet lavere udgifter til flygtningemodtagelse i Danmark i 2017, hedder det i pressemeddelelsen.

Midlerne er derfor betinget af godkendelse i Folketingets finansudvalg. 

Bevillingen er et yderligere bidrag til det regionale stabiliseringsprogram for Syrien og Irak, 2016-2018, som med denne ekstra støtte samlet vil komme op på næsten 500 mio. kr.

Tørnæs: Afgørende at Danmark er med

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) siger:

“Det er afgørende, at Danmark med vores mangeårige og stærke engagement i Irak er med til at løse de udfordringer, lokalbefolkningen står overfor som følge af de omfattende ødelæggelser, ISIL har forårsaget.”

“Derfor vil jeg anmode Folketingets finansudvalg om en godkendelse af disse midler, så vi kan investere massivt i, at internt fordrevne og flygtninge kan vende sikkert tilbage til deres hjem og få adgang til arbejde og basale serviceydelser, så der kan skabes håb om en fremtid der, hvor de oprindeligt kommer fra.”

Den nye danske støtte er koncentreret i Ninewa-regionen i det vestlige Irak, herunder hovedbyen Mosul, som blev befriet fra ISIL i juli 2017 efter måneders hårde kampe. 

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger:

”Der venter et enormt oprydnings- og stabiliseringsarbejde i Mosul. Mosul var ISIL’s hovedby i Irak, og bekæmpelsen af ISIL har medført omfattende ødelæggelser som følge af ISIL’s grusomme taktikker og hus til hus kampe. Mosuls befrielse var en vigtig strategisk og symbolsk sejr i kampen mod ISIL. Derfor er det også af afgørende betydning at få byen tilbage på fode igen.”

“De nye danske midler er et væsentligt bidrag i kampen mod ISIL og andre radikale grupper. Jeg er glad for, at Danmark med de nye midler kan bidrage til det langsigtede arbejde i Irak, så vi mindsker risikoen for, at ISIL eller andre radikale grupper får fodfæste igen, og nye konflikter opstår.”