Udenrigsministeren: Nyt fælles fodslag

Forfatter billede

Præsident Obama har netop præsenteret et amerikansk review af Afghanistan-Pakistan-strategien. Reviewet lægger ikke op til markante ændringer af strategien, og det er den danske regering godt tilfreds med.

Udenrigsminister Lene Espersen udtaler ifølge en pressemeddelelse torsdag fra udenrigsministeriet:

”Det er godt, at USA som ventet fastholder den nuværende strategi – som blev fremlagt af præsident Obama i december sidste år og siden er blevet udviklet i tæt koordination med de allierede, senest på NATO-topmødet i Lissabon. Reviewet bygger på og understøtter vores beslutninger fra Lissabon, hvor vi fik en meget klar – og fælles – planlægningshorisont. Det har givet nyt fælles fodslag i Alliancen og med Afghanistan – vi står sammen om udfordringerne frem mod 2014.

Vi deler helt de amerikanske målsætninger om på en ansvarlig måde at få omlagt og reduceret det militære engagement – i takt med de fremskridt vi opnår. Det vil sige baseret på udviklingen på jorden og de afghanske sikkerhedsstyrkers kapacitet. 2011 tegner til at blive et år, hvor overdragelsen af ansvar til afghanerne for alvor påbegyndes.

Det er derfor ikke overraskende, at Obama lægger op til, at USA – i forlængelse af reviewets konklusioner – vil kunne påbegynde de første reduktioner i den amerikanske troppetilstedeværelse i juli 2011.”

Reviewet peger ifølge pressemeddelelsen på, at der i det forløbne år er sket fremskridt, f.eks. inden for narkotikabekæmpelse, den internationale koordination og opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker, men også at der udstår vigtige udfordringer bl.a. om korruption, kvaliteten af sikkerhedsstyrkerne og regeringsførelse. Behovet for fremskridt i retning af politiske løsninger på konflikten understreges også.

Udenrigsministeren udtaler: ”Reviewet peger på, at der er sket fremskridt med sikkerhedssituationen, som vi nu kan bygge videre på. Det er klart – som general Petraeus også sagde til mig under mit besøg i Kabul i november, at der er tale om skrøbelige og endnu ikke irreversible fremskridt.

Det er godt at vi har opnået så stor vækst i antallet af afghanske sikkerhedsstyrker, men vi har et problem med kvaliteten – den skal være bedre. Det er noget vi også fra dansk side vil fokusere mere på i vores indsats i 2011 og frem.

Vi høster allerede nu stor anerkendelse for vores indsats med fx træning af det afghanske politi. Her ser jeg mulighed for, at vi fra dansk side kan gøre endnu mere. Det er gennem en styrket træningsindsats, at vi skaber grundlaget for en bæredygtig transition og en gradvis nedjustering af vores egen militære indsats. Netop omlægning i retning af mere træning – og mulighederne for ansvarlige reduktioner i det danske militære bidrag – indgår i vores forhandlinger med forligspartierne om den danske indsats i Helmand.

Reviewet bekræfter den tidligere udmeldte amerikanske strategi og understøtter beslutningerne fra NATO-topmødet. Dermed flugter udmeldingerne godt med de overvejelser og drøftelser som regeringen og forligskredsen er i gang med, og som skal munde ud i planen for Helmand 2011.”