Udkast til Udviklingsstrategi – Sundhed og Udvikling

Forfatter billede

Baggrund

Udenrigsminister Kristian Jensen besluttede i februar 2016, at tiden var inde til, at der skulle udarbejdes en ny dansk udviklingsstrategi. Den seneste udviklingsstrategi "Retten til et bedre liv" er fra 2012.

Processen med at udarbejde den nye udviklingsstrategi blev indledt med en række folkemøder rundt omkring i landet med det formål at få et bredt input til følgende spørgsmål: Hvorfor og hvordan kan der skabes resultater gennem dansk udviklingssamarbejde og humanitære indsatser?

Efter præsentationen af udkastet til den nye udviklingspolitiske strategi på folkemødet på Bornholm tidligere i juni måned, er der nu skudt gang i den offentlige høring med deadline den 5. august.

Sundhed og Udvikling

Strategien fremhæver, at udviklingslandene står over for en række afgørende valg om den fremtidige udvikling og lægger vægt på, at der bliver behov for nye kompetencer, teknologier og investeringer for at løse udfordringerne i forhold til sundhedssektoren.

Det nævnes ligeledes at adgangen til sundhedsydelser, inklusiv bekæmpelse af HIV/AIDS er en forudsætning for at sikre en sund arbejdsstyrke og dermed en bæredygtig vækst.

Hvis befolkningstilvæksten, særligt i lande i Afrika og Mellemøsten, skal reduceres til et bæredygtigt niveau, skal der desuden satses på investeringer i unge piger og kvinders ligestilling og deres mulighed for selv at vælge, om, hvornår og hvor mange børn, de vil have.

Der skal derudover investeres i unges adgang til uddannelse, sundhed og jobs for at øge den økonomiske produktivitet, når unge udgør en stigende andel af arbejdsstyrken.

Væksten i de seneste årtier har løftet millioner af mennesker ud af fattigdom, men har samtidig ført til en øget forurening af luft, jord og vand og øget affaldsproblemer, hvorved sundhedstilstanden er blevet forværret i visse sammenhænge.

Privatsektoren i Danmark, herunder virksomheder, investorer og finansielle institutioner, fonde, arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer vil fremover få en større rolle i forhold til at løse de bæredygtighedsudfordringer som udviklingslandene står overfor herunder udviklingen af deres sundhedssektor.

Den foreslåede strategi lægger også op til, at de danske myndigheder kommer til at spille en større rolle i udviklingen af landenes sundhedssektor, grundet deres erfaring med lovgivning, regulering og organiseringen af sundhedssektoren i Danmark.

Den foreslåede støtte på sundhedsområdet

Det fastslås i udkastet, at det danske udviklingssamarbejde, herunder på sundhedsområdet, vil bygge på et princip om gensidigt forpligtigende partnerskaber med udviklingslandene, herunder bl.a. de myndigheder og organisationer vi samarbejder med.

Overordnet foreslås det, at den bilaterale støtte til sundhedssektoren kun prioriteres i to kategorier af lande:

  1. Fattige, stabile lande, og

  2. Transitions- og vækstøkonomier

Dog fremhæves det, at man under katastrofer, konflikter og krig vil bidrage til at bekæmpe overgreb på piger og kvinder og arbejde målrettet for at sikre dem adgang til sundhedsydelser herunder adgang til prævention og reproduktive sundhedsydelser.

Fattige, stabile lande

Der lægges op til at bevare landeprogrammerne i lande som Bangladesh, Etiopien, Kenya, Myanmar, Tanzania og Uganda, herunder støtte til sundhedssektoren.

En eventuel sundhedssektorstøtte vil som tidligere blive tilpasset landenes behov og de konkrete udviklingsudfordringer. Der lægges ligeledes vægt på den institutionelle kapacitetsopbygning i denne sammenhæng.

Transitions- og vækstøkonomier

Blandt disse lande nævnes Ghana, Indonesien, Pakistan, Sydafrika, Ukraine, Georgien, Vietnam, Egypten og lande som Brasilien, Colombia, Kina, Mexico, Tyrkiet.

I disse lande er det ifølge udkastet meningen, at man skal fremme et øget forskningssamarbejde mellem universiteter og forskningsinstitutioner i Danmark og udviklingslandene.

Formålet med samarbejdet er at øge landenes kapacitet til selv at skabe og anvende ny viden hvad angår sundhed og sundhedsudvikling.

Hvad angår den multilaterale støtte lægges der op til, at Danmark skal fastholde sin position som en stærk international fortaler for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

Konklusion

Det er meget positivt, at der i udkastet til ny strategi gives udtryk for en større forståelse af koblingen mellem sundhedsudvikling og økonomisk vækst.

Det er ligeledes et fremskridt, at Venstre regeringen nu helt klart giver udtryk for, at sundhed er en prioritetssektor i fattige, stabile lande, og transitions- og vækstøkonomier.

Det er også positivt, at Danmark fortsat satser på at støtte seksuelle og reproduktive sundhedsydelser, men det er vigtigt at gøre sig klart, at disse ydelser ikke kan leveres isoleret set, men kun leveres af et velfungerende primært og sekundært sundhedssystem.

Med andre ord har lavindkomstlandene stadig behov for udviklingsbistand til at opbygge og vedligeholde et netværk af sundhedscentre, der kan levere basale sundhedsydelser til nyfødte, spædbørn, børn, drenge og piger, unge, voksne mænd og kvinder samt det stigende antal ældre i samfundet.

Sundhedscentrene skal samtidigt kunne overflytte bl.a. kvinder med fødselskomplikationer til lokale hospitaler, der kan foretage kejsersnit, hvis det er nødvendigt.

I Danmark brugte vi i 2015 omkring 30.000 kr. per indbygger per år i den offentlige sundhedssektor. I lavindkomstlandene er det tilsvarende tal omkring 100 til 300 kr. per indbygger per år.  

Ud fra disse tal og på basis af de tidligere danske erfaring med at støtte sundhedsudvikling i de fattigste udviklingslande forekommer det at være urealistisk at tro, at den danske private- eller offentlige sektor kan spille en afgørende rolle i denne sammenhæng.

Private danske aktører kan ikke konkurrere med de priser de fattigste udviklingslande kan opnå ved at gå gennem organisationer som Unicef. Deres ekspertise, ligesom den danske offentlige sektors ekspertise, er ikke relevant i forhold til et offentligt sundhedssystem med 100 til 300 kr. per indbygger per år.

Den danske private sektor kunne investere i at levere ydelser til de velstillede i disse lande. De udgør kun en lille del af befolkningen og har i stor udstrækning allerede adgang til private klinikker og hospitaler. Men en sådan indsats ville ikke afhjælpe befolkningens behov for at have adgang til basale sundhedsydelser. 

Endeligt står det ikke klart hvilken rolle den multilaterale støtte skal have i forhold til udviklingen af sundhedssektoren i udviklingslandene. Danmark har tidligere stået for en omfattende støtte til Unicef, WHO, UNAIDS, UNFPA, GFATM og GAVI.

De nævnte organisationer har været helt centrale i at støtte udviklingslandene med at nedbringe børne- og mødre-dødeligheden, sikre piger og kvinder adgang til prævention og reproduktive sundhedsydelser, støtte bestræbelserne på at kontrollere og bekæmpe HIV/AIDS, TB og malaria, samt sikre landene adgang til moderne effektive vacciner.