Gå til hovedindhold

Mobile menu

At udvikle uden at ødelægge

Bondelederen Bernard Lédéa Ouédraogo fra Burkina Faso i Vestafrika er død. Han blev 87 - og var bestemt ikke nogen helt almindelig bondeleder.

Bernard Lédéa Ouédraogo

Bernard Lédéa Ouédraogo


Tegning af Tove Ladefoged Madsen.

Bernard Lédéa Ouédraogo blev født i en bondefamilie i landsbyen Gourcy i 1930. Han døde, svækket af sygdom, den 25. oktober 2017 på et hospital i Burkinas hovedstad, Ouagadougou, og begraves i Gourcy. De seneste år levede han stort set uden for offentlighedens søgelys.

MINDEORD af Thyge Christensen, mangeårig aktiv for Burkina Faso

En dag i 1990’erne besøgte grundlæggeren af de burkinske Naam-grupper og den deraf afledte internationale organisation ”Six S”, Bernard Lédéa Ouédraogo, et husmandshjem i Vestjylland sammen med højskolelærer Algot Øhlenschlæger og undertegnede.

Vi havde fået en grundig indføring i, hvordan det ældre ægtepar gennem et livs slid havde forvandlet et fattigt stykke sandjord til et velfungerende landbrug med en frodig have. På et tidspunkt satte den danske husmand sig til husorglet og sagde: Skal vi ikke synge den med Heden som en kornmark står?

Da sangen klingede ud, sad den vestafrikanske bondeleder med tårer i øjnene og sagde stille: Jeg vil tage hjem herfra og fortælle mine unge, at også det rige Danmark var fattigt engang og har udviklet sig gennem hårdt arbejde.

For dét kunne han identificere sig med: Læhegn og anden beplantning, forbedring af jorden ved nye metoder, et tidligere fattigmandshjem, der nu vidnede om resultatet af årtiers hårdt arbejde og stædig tålmodighed. Og samtidigt en kulturel ballast, der gør livet meningsfyldt ud over de talbare, materielle resultater.

Bernard Lédéa Ouédraogos liv var knyttet til bondekulturen i Sahel-regionen. Efter grundlæggelsen i 1967 af Naam-grupperne, som i dag organiserer knap 6.000 grupper med over 600.000 medlemmer, hvoraf et stort flertal er kvinder, fulgte i 1976 ”Six S”.

Det sidste navn udtrykker den grundlæggende bestræbelse på at hjælpe bønderne med at forbedre deres livsvilkår i det sårbare bælte syd for Sahara gennem en lang række initiativer: Se Servir de la Saison Sèche en Savane et au Sahel (= At udnytte tørtiden på savannen og i Sahel).

At gøre ansvarlig og skabe tillid

Et nøgleord i hans indsats har været ansvarliggørelse. Bønderne kan løse fattigdommens problemer, hvis de føler sig ansvarlige, sagde han, og hvis ikke, nytter det alligevel ikke noget.

Som ung konsulent for landbrugsuddannelse blev han udsendt til Yatenga-provinsen, hvor Naam-grupperne i dag har deres hovedkvarter, med henblik på at skabe kooperativer i det daværende Øvre Volta, som blot tre år før var blevet uafhængigt efter den franske kolonisering.

Det var dengangm han gjorde de første erfaringer i miljøet: ”Bønderne havde ikke tillid til os. I kolonitiden lærte folk at være mistroiske. Og når vi sagde kooperativer, talte vi ikke bøndernes sprog… Hvis man vil mobilisere bønderne, skal man først skabe tillid. Derfor begyndte jeg at ”gå baglæns” for at forny værdierne. Naam er opstået af forfædrenes værdier, og folk uden i landsbyerne kender Naam.”

At skabe tillid betød først og fremmest, at bønderne skulle tro på, at det nye, de præsenteredes for, ikke ville ødelægge traditionen, forfædrenes værdier. Deraf er organisationens slogan opstået: At udvikle uden at ødelægge. 

Hvor alle er lige....

Han tog udgangspunkt i den gamle foreningsform Kombi Naam, hvor alle er lige, selv om det oprindelige samfund ikke var demokratisk.

Naam-metoden beskriver han således: ”Vi møder bonden, hvor han er. Vi tager udgangspunkt i det, han ved og lever med – altså hans kultur. Og i det, han kan – altså hans teknologi. Og i det, han ønsker.”

”I 10 år havde bønderne ikke tillid til os, men op gennem 80’erne blev der dannet flere og flere Naam-grupper… De fleste samfund i Afrika har en urgammel tradition for foreninger, der arbejder for fællesskabet. Man kan ikke kopiere Naam-grupperne, men i alle samfund kan man lære af vores metode.”

Modtog "alternativ Nobelpris"

I 1990 fik han prisen The Right Livelihood Award, som kaldes den alternative Nobelpris. Året før havde han fået le Prix Leadership Afrique.

Bernard Lédéa Ouédraogo valgte sidst i sin karriere at indtræde i politik, først som borgmester i provinsbyen Ouahigouya og siden som medlem af Nationalforsamlingen i Ouagadougou.

Det svækkede hans samarbejde med de internationale donororganisationer, der blandt andre har talt Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors.

Han har fortalt mig, at det var hans ambition at overføre sine principper og metoder til det politiske arbejde som borgmester, men få vil mene, at det lykkedes.

Til gengæld efterlader han sig en enestående arv til alle, der interesserer sig for udvikling.

--------------

De anvendte citater er fra Thyge Christensens undervisningshæfte fra 1993. Tegningen på hæftets forside illustrerer de zaï-huller og konturbånd, som har forbedret hundredtusinder af bønders resultater og stadig anvendes og udbredes i det nordlige Burkina Faso og andre steder i Sahel – og som Naam-grupperne mere end nogen har medvirket til at udbrede.

Thyge Christensen er næstformand og sekretær i foreningen "Red Børnene i Gorom-Gorom" og initiativtager til Venskabsforeningen Danmark - Burkina Faso i 1987.

Se vor fødselsdagsomtale, da han fyldte 70 i september 2017, på 

https://globalnyt.dk/content/burkina-faso-og-thyges-4200-km-paa-cykel

Burkina Faso er fortsat prioritetsland for dansk udviklingsbistand og fungerer som et slags ankerland for Danida i det urolige Vestafrika. Staten har gennem årene modtaget flere hundrede millioner danske bistandskroner.

Burkina Faso er også årets Julekalenderland i Børnenes U-landskalender 2017.