Gå til hovedindhold

Mobile menu

Udviklingsbistand - en truet art

Langsigtet udviklingsbistand, der bygger på et egentligt samarbejde mellem parterne, og som placerer et ejerskab og ansvar i udviklingslandet, er det mest meningsfulde bidrag, vi kan tilbyde.
Medierne omtaler fejlagtigt idealisten Niels fra DR-serien Liberty som "nødhjælpsarbejder".

Medierne omtaler fejlagtigt idealisten Niels fra DR-serien Liberty som "nødhjælpsarbejder".

DR

I medieomtalen af tv-serien "Liberty" betegnes den person, der prøver at introducere andelstanken blandt de lokale bomuldsdyrkere, som "nødhjælpsarbejder". Det siger ikke kun noget om mange journalisters overfladiskhed. Det er også tankevækkende indikation af noget meget mere alvorligt, nemlig det forhold, at egentlig udviklingsbistand i dag er en truet art.

Det særligt værdifulde ved udviklingsbistand er, at det er langsigtet, bygger på et egentligt samarbejde mellem parterne, som placerer et ejerskab og ansvar i udviklingslandet, og som ud over selve bekæmpelsen af fattigdom også omfatter sensitive indsatsområder som f.eks. skattereform, opbygning af rigsrevisionens kapacitet, støtte til ligestilling og reproduktiv sundhed og seksuelle rettigheder, miljøreformer og støtte til modernisering af valgsystemer.

Private investeringer og penge sendt hjem fra migranter er naturligvis også væsentlige, men har ikke den samme strukturelle samfundsmæssige kvalitet. Det samme er tilfældet med langt det meste af det arbejde, der udføres af NGO'erne, og slet ikke tilfældet med den humanitære bistand.

Nemmere at samle penge ind til sultne børn

I det følgende præsenteres nogle af de faktorer, der udgør en trussel mod det egentlige udviklingssamarbejde:

NGO'ernes arbejdsvilkår var mere meningsfulde, dengang bistanden mest bestod af enkeltstående projekter. Nu om dage er god bistand karakteriseret ved et mere ligeværdigt samarbejde mellem donor og modtager med vægten lagt på bredere sektorprogrammer eller budgetstøtte.

Satsningen på kapacitetsopbygning og placering af ansvaret for implementering hos partnerlandet har ført til en marginalisering af NGO'ernes rolle i det egentlige udviklingsarbejde, og i mange lande ses en vis friktion mellem en mere selvbevidst markering af det nationale forvaltningsansvar og NGO'ernes ønske om at holde fast i deres ejerskab og ikke mindst ideologiske eller religiøse værdigrundlag for projekterne.

På hjemmefronten i donorlandene har NGO'erne været presset til en støtte afhængighed af privat indsamlede midler, hvilket har bidraget til at forrykke balancen mellem deres udviklingsarbejde og deres engagement i humanitært arbejde. Der er nemmere at samle penge ind, når man viser sultne børn, end at forklare værdien af langsigtede indsatser ("the charity trap").

Offentlighedens billede af, hvad det er, vi foretager os i udviklingslandene er blevet mere og mere domineret af jagten på private donationer, hvor mediekendisser står i vejen for en retvisende kommunikation af de faktiske proportioner for, hvem der gør hvad.

Samtidig har der været en konsolidering, som i dag indebærer, at de fleste i dag er nationale filialer af store globale organisationer. Nye aktører er også kommet til i form af f.eks. Gates Foundation, der nok arbejder meget kvalificeret, men som også lægger stor vægt på deres egen synlighed, og på den måde gør det yderligere svært at opretholde kendskabet til og forståelsen for det klassiske statslige bistandssamarbejde.

Fake news om korruption og manglende resultater

Den trussel mod bistanden, der hele tiden har været der fra politiske kredse, der grundlæggende er imod den, og som fremhæver korruption og manglende resultater som problemet med bistanden, er i bund og grund ikke værd at regne for andet og mere end et klassisk og veletableret eksempel på "fake news".

Kendsgerningen er, at den statslige (herunder også EU og FN's) bistand er gennemkontrolleret og revideret, og det er til overflod dokumenteret, at den er et væsentligt bidrag til fremgangen i levevilkårene i udviklingslandene. De store problemer med korruption i den tredje verden ligner på mange måder de problemer, vi ikke selv i den rige verden har kunnet løse så som koncentration af økonomisk magt gennem anonyme selskabskonstruktioner i skattely.

Fra MDG til SDG

Alle priser med rette, at det i FN-regi lykkedes at få vedtaget den globale dagsorden om bæredygtig udvikling. Det er også indiskutabelt, at det forhold, at disse mål også er gældende for verdens rige lande, alt i alt nok skaber større forståelse for de fælles problemer, verden står over for.

Men det handler nu mere om os selv. Hvor "the Millennium Goals" havde særlig fokus på udviklingslandenes problemer og på den måde blev brugt som løftestang for udviklingsbistanden, så er der nu en risiko for en svækkelse af denne fokus.

Dette sker samtidig med, at der i forholdet mellem Nord og Syd er langt stærkere vægt på kommercielle aspekter og en bekymrende tendens til at man forholder sig temmelig frimodigt til det, der i gamle dage så smagfuldt blev kaldt "returprocenten".

Samtænkning har været fejltænkning

Drevet frem af et behov for at Danmarks deltagelse i militære interventioner omfattende såvel kampen mod terrorisme som "regime change" her og der kunne tilføres ressourcer og know how om projektarbejde, har militæret fået lov til at læne sig utilbørligt ind over udviklingsbistanden.

Men denne samtænkning har været fejltænkning.

Sammenblandingen har yderligere mudret forskellen mellem krigsførelse, humanitær bistand og udviklingsbistand og bidraget til en svækkelse af forståelsen og respekten for de forskellige roller, forpligtelser og vilkår, der må gælde for de tre aktiviteter.

I det store perspektiv har dette bidraget til en styrkelse af ekstremisme og konfrontation mellem Nord og Syd og til en svækkelse af klassisk udviklingssamarbejde som en tillidsskabende faktor mellem Nord og Syd. Humanitær bistand er blevet yderligere politiseret og misbrugt som en brik i aktivistiske interventioner.

Vækst og jobs er eneste holdbare alternativ

I forvejen var det på grund af karakteren af mange af konflikterne blevet sværere og sværere at opretholde respekten for de grundlæggende principper om humanitær bistands neutralitet. Og med indplaceringen af humanitær bistand som en komponent i den politik, der skal imødegå migrationspresset fra Syd til Nord, bliver det endnu vanskeligere at genskabe respekten for disse principper. Det gode ved nærområderne er som bekendt, at de ligger så langt væk.

Det er rigtigt, at mere velstand i de afrikanske lande også muliggør det for flere at prøve lykken uden for Afrika. Men det ændrer ikke ved, at det eneste holdbare alternativ til det, vi oplever i disse år, er økonomisk vækst og massiv jobskabelse i Afrika.

Langsigtet udviklingsbistand er det mest meningsfulde bidrag, vi kan tilbyde. På den baggrund er det forstemmende at kunne konstatere en ubehagelig parallel mellem regeringens og Socialdemokratiets måde at forholde sig til de egentlige prioriteringer på: Ghettoplanen skal finansieres gennem et eksproprieringslignende indgreb i de sociale boligselskabers egne midler, og den store indsats i nærområderne skal finansieres ved en reduktion i den egentlige udviklingsbistand.