Udviklingsbistanden skal helst ikke ud af landet

planen
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under fremlæggelsen af den regeringens såkaldte helhedsplan tirsdag 30. august.
Foto: Screengrab fra regeringen.dk
Laurits Holdt

31. august 2016

Lars Engberg-Pedersen

Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.

Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.

Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.

Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.

Alle Lars Engberg-Pedersens blogindlæg

Side 14 i Regeringens udviklingspolitiske prioriteter 2017, som blev offentliggjort sammen med regeringens finanslovsforslag, indeholder interessant og forvirrende læsning. Dokumentet afsluttes som altid af en tabel, der samler de overordnede budgetposter for udviklingsbistanden.
Denne gang er der imidlertid to tabeller. Den ene baserer sig på en antagelse om, at der vil komme 20.000 flygtninge til Danmark i 2017, mens den anden baserer sig på en opdateret antagelse om kun 10.000 nye flygtninge.

I den anden tabel er der således etableret en ”reserve pa 1.135 mio. kr. til udviklingsbistand”, hvad det så end dækker. Det interessante er dog, at halveringen af den forventede flygtningemodtagelse ikke fører til en halvering af midlerne afsat til dette formål.

Sammenligner man Finansloven for 2016 med de to tabeller får man tre ganske forskellige tal for, hvad det koster for udviklingsbistanden at modtage en flygtning i Danmark:

Finanslov 2016: 177.476,- kr.

Regeringens udv.pol. prioriteter 2017:
Første del af Tabel 4: 198.035,- kr.
Anden del af Tabel 4: 267.560,- kr.

Økonomerne vil jo mene, at marginalomkostningerne typisk falder med øget produktion, så det omvendte kunne jo også tænkes at være tilfældet. Det er simpelt hen dyrt at have et beredskab til mange flygtninge stående.

Det lader dog ikke til at være forklaringen. Dels viser finanslovsforslaget, at enhedsprisen for indkvartering af asylansøgere er nogenlunde konstant over årene, dels hedder det eksplicit: ”Der er i forhold til tidligere år identificeret flere udgiftsområder vedrørende modtagelse af flygtninge, der i henhold til OECD/DAC-reglerne kan medregnes som udviklingsbistand.”

Det handler således om at flere af de udgifter, der er til modtagelse af flygtninge, skal tages fra udviklingsbistanden. Ifølge Altinget skulle det bl.a. handle om økonomisk støtte til flygtninge, der ønsker at vende hjem, og udgifter til Flygtningenævnets sekretariat, men de oplysninger kan jeg ikke finde.

Under alle omstændigheder er det svært at gennemskue. Hvorfor er der forskel i beløbet pr. flygtning fra den ene del af Tabel 4 til den anden? Og kan det virkelig tænkes, at 50 procent flere udgifter pr. flygtning kan afrapporteres som bistand til OECD, når der allerede kører en sag om, at Danmark har opgjort udgifter (til integration) som bistand, selv om de ikke er omfattet af OECDs regler?

Dette er ganske forbavsende, og man kan godt være noget bekymret for, om Danmark er ved at undergrave tilliden til definitionen af udviklingsbistand. Alle lande ønsker at leve op til FNs målsætning om at levere 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand, og alle lande ønsker derfor at kunne inkludere alle mulige udgifter i det, der kaldes udviklingsbistand. Derfor er presset på definitionen stort, og der er selvfølgelig grå områder, som ikke er afklaret i OECDs regler.

Danmark har generelt gavn af internationale regler, der ikke konstant bøjes af de enkelte lande efter forgodtbefindende. I et internationalt samfund med få eller ingen regler, hvor politisk indflydelse er proportional med økonomisk tyngde, ville danske interesser blive marginaliseret.

Derfor kan det have uhensigtsmæssige konsekvenser for Danmark og ikke kun for de fattige, hvis regeringen forstærker praksissen med at lade udviklingsbistanden omfatte udgifter, der i bund og grund intet har med FN’s målsætning om at rige lande skal hjælpe fattige lande på vej.