Uforudsigelige Trump overrasker FN

gettyimages-1274343042
Der er ingen grund til at spærre 1. Avenue, når generalforsamlingen er virtuel.
Foto: Liao Pan/China News Service/ Getty Images
Kirsten Larsen

22. september 2020

Der er blevet spekuleret meget over, hvad USA’s præsident Donald Trump kunne finde på at sige i sin årlige tale til FN’s generalforsamling. Ville han bare skælde ud på de sædvanlige, eller, som det mest rabiate bud har lydt her midt i præsidentvalgkampen, varsle, at USA trækker sig helt ud af verdensorganisationen?

Den bekymring tog til mandag, da USA’s præsident udeblev fra det virtuelle topmøde, som markerede FN’s 75-års jubilæum.

Præsident Trump var ellers første taler på programmet, men overlod den ære til Cherith Norman Chalet, bare nummer to på USA’s FN-ambassade. Noget der ikke kan tolkes som andet end en klar fornærmelse, skriver magasinet Foreign Policy.

Men det blev tirsdag og tid til åbningen af den årlige debat på FN’s Generalforsamling – en debat som aldrig tidligere. Ambassadørerne fra de forskellige lande sidder alene på deres pladser i den store sal, alle med mundbind på, og fra deres plads kan de så introducere deres politiske chefer, som på forhånd har sendt en videooptagelse af deres tale.

Kun angreb på Kina
USA’s Kelly Craft præsenterede sin chef som “fredspræsidenten” med en hidtil uset evne til at skabe gennembrud.

“Når han taler, lytter verdens ledere. Han er min “Commander-in-chief” og præsident,” lød det fra USA’s FN-ambassadør

Det var Trump selv, der tonede frem på storskærmen. Hans tale har været noget af et chok for mange, nok undtaget den kinesiske ambassadør, der dog ikke fortrak en mine under talen. For USA’s præsident nøjedes med at kaste sig over Kina, der har spredt “Kina-virus” over hele verden, som sammen med WHO har spredt løgne om sygdommen, som dumper plastik i havene, overfisker og blandt andet også lukker mere CO2 ud i atmosfæren end noget andet land.

“Hvis FN vil være relevant, må de takle de virkelige problemer,” lød det fra Donald Trump i den eneste bemærkning, der kan tolkes som kritik af FN.

USA er størst og bedst
USA har stort set klaret Covid-19 pandemien, der er tre forskellige corona-vacciner på vej, økonomien er på vej op, og USA har i øvrigt også mindsket sine CO2-udledninger, mere end noget andet land har gjort.

“Der er gode tider på vej,” varslede Donald Trump. Og de gode tider begynder allerede næste år.

At tiderne bliver så gode, hænger også sammen med, at USA skaber fred over hele verden, at USA har revitaliseret NATO, at USA har udraderet Islamisk Stat og skærpet sanktionerne mod Iran. Og så har USA det stærkeste militær nogensinde.

“Vi skaber fred gennem styrke. Vi har våben, vi aldrig havde drømt om at have. Jeg håber ved Gud, at vi aldrig kommer til at bruge dem,” sagde præsidenten.

Han understregede, lige som han gjorde sidste år, at selvfølgelig sætter han USA først, og at enhver statsleder bør sætte sit eget land først.

Trump sluttede sin korte tale med det vanlige “God Bless America” og det overraskende “God Bless the United Nations”.

Kina vil kun det bedste
Kinas FN-ambassadør Zhang Jun benyttede sig af lejligheden til at afvise de grundløse anklager og beklage, at nogen brugte bøllemetoder, når nu tiden kalder på solidaritet og samarbejde, inden han introducerede præsident Xi Jinping.

Kinas præsident sagde alt det rigtige til en FN-generalforsamling. Kina er et fredeligt land, der ikke vil udkæmpe hverken kolde eller varme krige. Det vil støtte de svage, arbejde for gældsslettelse, være med i den grønne revolution og selv blive CO2-neutral i 2060. Der var penge til forskellige projekter i samarbejde med dele af FN-systemet og lovning om forskningscentre for ny teknologi. Kina vil det internationale samarbejde, lod Xi Jinping forstå.

“Store lande skal opføre sig som store lande og yde deres bidrag,” sagde den kinesiske præsident.

Hvem af de to, der fik det største bifald, var umuligt at afgøre med en tyndt besat sal, hvor stort set alle klapper høfligt.