Ugens tre informative og underholdende podcast

Forfatter billede

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

Not your African Cliché

Fire mikrofoner, fire nigerianske kvinder og nul afrikanske klichér.

Sådan præsenteres Not your African Cliché. En podcast hvor du møder fire nigerianske kvinder der alle har det til fælles at de afskyr uvidende kommentarer om deres kontinent (der bliver her pointeret at Afrika er et KONTINENT og ikke et land!)

De fire kvinder ønsker at rykke ved de stereotype forestillinger og klichéer om Afrika og afrikanere.

Med både humor og alvor bliver der diskuteret kultur og identitet, politik, design, musik og meget andet på en befriende ustruktureret måde. Man får følelsen af at sidde på en café og smug-lytte til fire veninders spændende samtale og ønsker at man kunne sætte sig over til deres bord.

Asia Society Podcast

Asia Society Podcast er blevet lanceret med det formål at give dig et overblik over hvad der rører sig i Asien og Stillehavsområdet.

Hver episode trækker på interviews med eksperter der giver dig skarpe og oplysende kommentarer på en række forskellige emner såsom Myanmars vej til demokrati, æresdrab i Pakistan og en ny politisk retning i Taiwan. De fleste episoder varer under en halv time men giver dig et godt overblik over hvert emne på den korte tid.

The Spaces Between Words – conversations with writers

For den litteratur interesserede må The Spaces Between Words absolut være et hit. Her præsenteres vi for en lang række af forfattere, de fleste med caribiske rødder. Forfatterne læser op af egne værker og fortæller om hvad der har motiveret dem til at skrive og fortælle deres ofte meget personlige historier om deres kulturelle baggrund og hvordan det er at vokse op som ”den anden”.

Med mindre du er meget litterært velbevandret vil mange af forfatternavnene højst sandsynligt være ukendte for dig, men det er en fantastisk mulighed for at stifte bekendtskab med forfattere man ellers ikke lige ville blive præsenteret for.