Yassmin Abdel-Magied: ”What does my headscarf mean to you?” (ca. 14 min.)
Ingeniør, aktivist og forfatter. Født i Sudan og opvokset i Australien.
Yassmin Abdel-Magieds åbner sin TED Talk med at spørge hvad vi tænker, når vi ser en som hende – iklædt tørklæde – og hvilke forventninger, vi har til hende som individ. Er hun mor, flygtning eller offer for undertrykkelse? Eller tror vi, at hun er hjertelæge eller lokalpolitiker? Funderer vi i stilhed over, hvor varmt det må være med sådan en beklædning, eller om hendes mand mon har tvunget hende til det?
Videoen handler kort sagt om stereotyper og fordomme. Stereotyper og fordomme, der står i vejen for forståelse og diversitet, og som bunder i menneskets forudindtagede opfattelser af andre kulturer, religioner og traditioner. Disse opfattelser er ofte ubevidste, men kan også udmønte sig i bevidst diskrimination.
Med en kombination af humor og seriøsitet, flytter hun først fokus til iagttageren og nævner dernæst basale fakta, der kendetegner hendes eget liv. På den måde gør hun op med gængse fordomme om muslimske kvinders beklædning.
På et generelt og ofte ubevidst plan præges alle mennesker af fordomme – det er filtre, vi bruger til at se verden igennem. Men det er, ifølge Abdel-Magied, også filtre, der må og skal modarbejdes. Vi skal anerkende deres eksistens og være bevidste over, hvor skadelige de kan være for de mennesker, der blandt andet er ofre for stereotyper.
For at uddybe sit argument, taler hun ikke kun om det omdiskuterede tørklæde i de 14 minutter, videoen varer, men kommer for eksempel også rundt om uligheder på arbejdsmarkedet som resultat af fordomme. Hendes forslag til hvordan man kan arbejde på at løse problemet i det arbejdsmiljø, hun er en del af, er gennem mentorarbejde: ved at dele erfaringer og åbne døre for andre mennesker, der ikke nødvendigvis har samme muligheder som en selv.
Bunker Roy: ”Learning from a barefoot movement” (ca. 19 min.)
Aktivist og pædagog. Født i Indien.
Aktivisten Bunker Roy stiller her spørgsmålstegn ved begrebet professionalisme. I hans optik er traditionelle vandfindere, jordemødre og kurvesættere nemlig alle professionelle; de har kompetencer, der er universelle, deres funktion findes i små byer verden over, og de skal være med til at vise, at der er brug for sådanne evner – også i det 21. århundrede.
Det understreger han i en levende gennemgang af grundlæggelsen af det såkaldte ”Barfodsuniversitet” – en uddannelsesinstitution for fattige – i Tilonia i det vestlige Indien. Formålet med oplægget er at transportere publikum til et andet sted for en stund og udfordre typiske forventninger til uddannelse som koncept og projekt.
Skolen følger Mahatma Gandhis livs- og arbejdsfilosofi; man arbejder, spiser og sover på gulvet, og har du eksempelvis en Ph.d. eller kandidatuddannelse, som du tror vil kvalificere dig til at arbejde på skolen, er din ansøgning diskvalificeret på forhånd. Det er nemlig ikke beviser, der er vigtige her. Der er derfor heller ingen certifikater efter endt uddannelse.
Det første Barfodsuniversitet blev bygget i 1986 af tolv arkitekter, der hverken kunne skrive eller læse. De opførte bygningen på egen hånd i et område, som eksperter tidligere havde fundet uegnet til bebyggelse, og universitetets tag er konstrueret af kvinder, der i byggeprocessen nægtede mænd adgang, fordi de ikke ville dele deres teknologi. Bortset fra palmesukker og urin kender Bunker Roy stadig ikke til kvindernes fulde opskrift til tagkonstruktionen – men det har holdt tæt lige siden det blev bygget i 1986.
Desuden kommer al skolens strøm fra solpaneler, der er installeret af en Hindu-præst, som kun har gået otte år i folkeskole, og skolen opsamler regnvand fra tagene, der er forbundet til en 400.000 liters tank under jorden. På den måde undgår de vandspild og er sikret vand i tørkeperioder.
Kilde: Bunker Roy: “Learning from a barefoot movement” (TED Talk, 2011)
Lee Mokobe: ”A powerful poem about what it feels like to be transgender” (Ca. 4 min.)
Poetry slammer og medstifter af Vocal Revolutionaries. Født i Sydafrika.
Søger man en lidt kortere TED Talk, er sydafrikanske Lee Mokobes oplæg et godt sted at starte. Gennem lidt mere end fire minutters poetry slam tager han publikum med på en bevægende og sindsoprivende rejse udi, hvad det vil sige at vokse op som transkønnet i et kristent miljø.
Han fortæller i levende billeder om, hvordan han som ganske ung først inderligt ønskede, at Jesus ville ”reparere” ham, så han ikke længere stræbte efter at være en dreng og i stedet lignede andre piger. Håbet om at være som andre piger på samme alder opgav han efter noget tid. Og det blev herefter til en absurd balancegang mellem at være ”en akavet dreng og en undskyldende pige”.
Man kan kun forestille sig at, det at vokse op, velvidende at man aldrig vil kunne leve op til normative kønsroller, er mere end bare en simpel forhindring, der skal overkommes. At være tvunget til at acceptere andre menneskers uvidenhed, forventninger og fordomme om ens kønsorientering og seksualitet – og at støde på dem dagligt – må føles som et helvede.
Hvad gør man, når man er ”mere dreng end pige, mere Ken end Barbie” og alligevel stadig blot bliver stemplet som lesbisk? Og hvordan opfatter man sin egen krop, når andre mennesker ikke betragter en som et ligeværdigt individ på grund af ens kønsidentitet? Det behandler Mokobe på en rå og rørende facon, der forhåbentlig kan være med til at flytte grænser og skabe dialog om transkønnedes identitet og rettigheder ikke kun i Sydafrika men også på et globalt plan.
Kilde: Lee Mokobe: “A powerful poem about what it feels like to be transgender” (TED Talk, 2015)
Alle tre TED Talks kan ses med danske undertekster og man kan læse mere om det overordnede koncept her.
