Ugens tre kvindelige nobelprismodtagere

Rigoberta Menchú, Guatemala, fik fredsprisen i 1992 for sit arbejde for oprindelige folks rettigheder.
Foto: Carlos Rodriguez/ANDES
Forfatter billede

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

Rigoberta Menchú (1959-), Guatemala
Modtager af Nobels fredspris i 1992

11 år inden Guatemalas 36 år lange borgerkrig brød ud i 1960, kom Rigoberta Manchú til verden som barn af fattige maya-forældre. Krigen, der i sin essens var mellem regeringen på den ene side og de marginaliserede oprindelige folk på den anden, blev hård for hendes familie og var på alle måder afgørende for hendes liv.

I 1979 blev hendes bror arresteret, torteret og dræbt af den guatemalanske hær, og året efter led hendes far samme skæbne. Kort efter døde også hendes mor efter at være blevet arresteret. Siden sine tidlige teenageår havde Rigoberta Manchú engageret sig i først kvindebevægelser og siden i stadig højere grad i menneskerettighedsorganisationer, hvor hun talte de oprindelige folks sag og imod de etniske overgreb, som den guatemalanske hær begik.

I begyndelsen af 80’erne flygtede Manchú sammen med tusindvis af andre maya-indianere til Mexico, hvorfra hun fortsatte med at organisere modstandsbevægelsen i hjemlandet. Det var også fra sit eksil, at Manchú fik mulighed for at fortælle resten af verden om overgrebene mod mayaindianerne i Guatemala. Hun blev hurtigt et symbol på oprindelige folks rettigheder og blev en verdenskendt borgerretsforkæmper.

Rigoberta Menchú modtog fredsprisen for ”hendes arbejde for social retfærdighed og etno-kulturel forsoning baseret på respekten for oprindelige folks rettigheder.”

Wangari Maathai (1940-2011), Kenya
Modtager af Nobels fredspris i 2004

I 1977 tog Wangari Maathai en beslutning. Den uddannede biolog, der selv var vokset op på landet, havde igennem flere år observeret, hvordan omfattende afskovning i rurale Kenya satte landbefolkningens overlevelse på spil. Jorden eroderede, fødevaresikkerheden faldt og vandreservoirer tørrede ud.

Wangari Maathai, Kenya, fik fredsprisen i 2004 for sit arbejde med bæredygtig udvikling.


Foto: Demosh

Sammen med det nationale råd for kvinder i Kenya grundlagde Maathai græsrodsbevægelsen The Green Belt Movement, der opfordrede kvinder til at plante træer i deres lokalsamfund. Bevægelsen har siden spredt sig til andre østafrikanske lande og ifølge bevægelsens hjemmeside er over 50 millioner træer blevet plantet i dens régi.

Gennem sit virke lagde Maathai særlig stor vægt på at uddanne landbefolkningen i bæredygtig brug af naturressourcer. Hun ønskede at skabe et link mellem videnskab og den almene praksis.

Maathai døde af kræft i 2011, og selvom hun primært er kendt som miljøaktivist, var hun også meget optaget af sit lands demokratiske udvikling og har især talt for kvinders rettigheder. Selv var hun også et godt eksempel på, hvor langt en kenyansk kvinde kan komme.

Ikke bare var hun den første kvindelige professor i Kenya; hun var også den første afrikanske kvinde nogensinde til at modtoge Nobels fredspris. Komitéen tildelte Maathai prisen ”for hendes bidrag til bæredygtig udvikling, demokrati og fred.”

Malala Yousafzai (1997-), Pakistan
Modtager af Nobels fredspris i 2014

På sin 16-års fødselsdag holdt Malala Yousafzai en tale i FN. Her sagde hun blandt andet:

”Jeg er her for at forsvare alle børns ret til uddannelse. Jeg ønsker uddannelse for Talibans sønner og døtre og for børnene af alle andre terrorister og ekstremister.”

Malala Yousafzai, Pakistan, modtog fredsprisen i 2014 for sit arbejde med at sikre børns skolegang.


Foto: Russell Watkins/Department for International Development.
Den unge kvinde var blevet verdenskendt flere år forinden som ’pigen, der trodsede Taliban’. Hun voksede op i et område i nordvest Pakistan, hvor en lokal Taliban-afdeling 

flere gange forbød piger at gå i skole. Dette faldt ikke i god jord hos den unge videbegærlige pige; hun havde lige så meget ret til uddannelse som drenge. Under et pseudonym fik Yousafzai mulighed for at blogge om situationen for BBC Urdu. Det blev starten på den brede offentligheds kendskab til den pakistanske skolepige, der medvirkede i en New York Times-dokumentar og begyndte at give interviews til international medier.

I 2012 var Malala Yousafzai udsat for et attentat ombord på hendes skolebus, hvor hun blev ramt af et skud i ansigtet. Hun overlevede, og hendes kamp for kvinders rettigheder og skolegang for alle børn er siden blevet en verdensomspændende bevægelse.

Malala Yousafzai er den yngste modtager nogensinde af Nobels fredspris, som hun sammen med indiske Kailash Sarvarthi  fik tildelt ”for deres kamp mod undertrykkelse af børn og unge mennesker og for alle børns ret til uddannelse.”