Reggaetón
Mindre hash – mere sex
Dette årtusindes måske mest populære dansemusik i Latinamerika stammer oprindelig fra Panama, det lille land, der ellers mest er kendt for kanalen af samme navn, bananer og på det seneste for lyssky skattefiduser. Reggaetóns rødder kan efter sigende spores helt tilbage til anlæggelsen af Panamakanalen, hvor migrantarbejdere bragte reggae, calypso og rumba med sig fra Caribien. I slutningen af det 20. århundrede blandedes de mange genrer sig til en panamansk afart af reggae, der bevarer det sløve tempo men tilføjer rap og genrens umiskendelige tunge rytme.
Siden årtusindeskiftet har reggaetón gået sin sejrsgang på hele det latinamerikanske kontinent, men også blandt spansktalende i USA og i Caribien, ikke mindst Puerto Rico, der for alvor udviklede og gjorde genren populær. Teksterne er ofte eksplicitte og omhandler som regel sex og fester. Daddy Yankee er formentlig den mest kendte repræsentant for reggaetón, mens Calle 13 har taget genren i en lidt mere alternativ retning og bl.a. spillede på Roskilde Festival 2011.
Kuduro
Hård røv i Angola
Den angolanske musiker Tony Amado påstår, at han fandt på kuduro-dansen efter at have set skuespilleren Jean Claude Van Damme danse beruset rundt i en scene i filmen Kickboxer fra 1989.
Kuduro betyder ”hård røv” og det navn passer sikkert lige så godt på det belgiske muskelbundt som på de unge mennesker, der siden 1980’erne har opbygget ballemuskler til kuduroens hårdtpumpede rytmer.
Under Angolas næsten 30-årige borgerkrig var der ikke meget at fejre. I hovedstaden Luandas slumkvarterer fik unge musikere afløb for deres frustrationer og kreativitet ved at skabe musik på simple computere. De blandede afrikanske trommerytmer med strømninger fra Europa og USA og det resulterede i en hårdtpumpet dansemusik, der i den grad satte gang i gaden. Efter borgerkrigens slutning i 2002 fik omverdenen efterhånden øre for de smittende rytmer med den løbske portugisiske rap. I Portugals angolanske migrantkvarterer udviklede kuduroen sig yderligere i en mere house-orienteret retning med gruppen Buraka Som Sistema som frontløber.
Mahraganat
Soundtrack til den egyptiske revolution
Da Egypten gennemlevede det Arabiske Forår i 2011 var det til lyden af mahraganat, hvor især unge mænd fra storbyerne sang og rappede i takt med revolutionens fodslag. Musikken var en naturlig videreudvikling af den traditionelle shaabi og ligesom kuduroen i Angola, baile funk i Brasilien og dancehall på Jamaica fusionerer mahraganat lokal musik med elektroniske tendenser fra resten af verden. Den arabiske sangtradition og instrumentering har fået en adrenalinindsprøjtning og indbyder til neonoplyst gadefest i Nordafrikas bazarer.
Mange musikere i Nordafrika tjener de fleste af deres penge på at spille til bryllupper og mahraganat er da også blevet den foretrukne festmusik for især velstillede unge par. Men i takt med at musikken er blevet mainstream opstår der hindringer for musikernes udtryk. Hvis ikke de registreres i det regeringsgodkendte musikerforbund har de ikke lov til at spille officielle koncerter. Men registreringen begrænser deres muligheder for at synge om mere politiske emner.
BONUS-genre:
Kawaii Metal
Rockens svar på Hentai-porno
Heavy metal, teenagepiger og skoleuniformer?! Kawaii Metal kan vist kun komme fra Japan!
Selvom det nok ikke vinder vestlige musikkritikeres gunst lige foreløbig har asiatisk popmusik efterhånden fundet et stort publikum i både Europa og Afrika. Især koreansk K-pop og japansk J-pop er blevet rasende populært i, for eksempel, Rusland og på den arabiske halvø.
Den hotteste genre lige nu, Kawaii Metal, ryger nok heller ikke til tops i Danmark: En vanvittig blanding af hård metal og J-pop fremført af teenagepiger i skoleuniformer. Tankerne ledes hen på det småperverse Hentai tegneseriefænomen…
