Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Djembe
Trommer spiller en meget speciel rolle i Afrikas historie. I den vestlige kultur er trommer tit set i sammenhæng med underholdning eller for at supplere en sang. Men i Afrika bærer trommer en dybere, symbolsk og historisk betydning.
Djembe-trommen er muligvis den tromme, der har haft størst indflydelse på tilværelsen i Afrika. Den bliver brugt til at kommunikere, fejre og sørge, når der arbejdes, eller for at opvække følelser som spænding, lidenskab eller frygt hos modstanderen i krig.
Afrodrumming skriver, at Djembe kommer af to bambara ord, ‘Dién’ hvilket betyder enhed og ‘Bin’ som betyder harmoni. Den stammer helt tilbage til år 500 e.Kr. og blev oprindeligt bygget som en hellig tromme, der skulle bruges til healingceremonier, overgangsritualer, tilbedelse af forfædre, krigerritualer og sociale danse. Djemben blev også brugt til at kommunikere med andre stammer langt væk, ved at de “talende” trommer imiterede toner og rytmer i sproget og derved sendte beskeder. Ja, faktisk kan man kalde trommen en anden form for telefon.
Djembe trommen er udskåret i et enkelt stykke udhulet træ af arten ‘Dimba’ eller ‘Devil Wood’. Trommer, der består af flere sammenlimede træstykker, betragtes som værende trommer uden træets sjæl. Trommeskindet er af gedeskind.
Mere kan læses på Africa Imports, Afrodrumming og Videoer med blandt andet djembe musik og oplægsholdere kan ses på djembefola.
Morin Khuur
Mongoliet har i to årtier, siden Sovjetunionens opløsning og Mongoliets uafhængighed, 
Morin Khuur også kendt som “hestehoved-violin”
Foto: Bernd Thaller, Flickr
kæmpet for at genoprette kulturelle traditioner, der gik tabt under de mange år som sovjetisk satellitstat.
Et område, hvor der er blevet gjort store fremskridt, er genoprettelsen af ‘morin khuur’, også kaldet hestehoved-violin. Arbejdet er støttet af regeringen, der har udstedt et dekret med det formål at genoprette instrumentets særlige rolle i landets kulturliv. På musikskolerne i Mongoliet er antallet af morin khuur studerende steget betydeligt, og det samme er produktionen af instrumentet.
Morin khuur er et to-strenget instrument med en tilhørende bue, hvor enden af fingerbrættet er formet som hovedet på en hest. Lyden og spillestillingen kan sammenlignes med en cello. Med andre ord: Morin khuur formår virkelig at reflektere Mongoliets nomadiske arv samt befolkningens forkærlighed for heste.
Instrumentets oprindelse er uklar, men det siges, at en hyrde hvis elskede hest døde, byggede et musikinstrument af hestens krop. En træramme blev dækket med dens skind, streng og bue lavet af hår hestens hale, og fingrebrættet blev udhugget i dens billede. Da instrumentet var færdigt, spillede hyrden de lyde, som hesten engang lavede: Dens galop over de grønne stepper, dens vrinsken på en kølig og stjerneklar nat, og dens prusten, når den rystede dug af sin manke ved de første stråler af morgensolen. Og snart var der en morin khuur i hver ‘ger’ (mongolsk telt, red.) i landet.
Mere om morin khuur og dens historie kan læses på The New York Times.
Serunai
Den malaysiske musikkultur er stærkt præget af andre kulturer, som har været med til at gøre den både unik og genkendelig. Der er blandt andet spor fra Mellemøsten, Indien og Storbritannien.
Serunai
Foto: Zuraimy, Shutterstock
Under kolonitiden havde briterne medbragt en masse immigranter fra det sydlige Kina og Indien til Malaysia. Sammen med indvandring fra nabolandene var resultatet en stor blanding af forskellige etniske grupper i Malaysia, der påvirkede både kultur og musik.
Musikinstrumenterne begyndte så småt at tilpasse sig den lokale kultur. Et af disse instrumenter er den såkaldte ‘serunai’, som er i familie med obo’en. Hvorledes man bygger en serunai afhænger af, hvorhenne (den ses bl.a. også i Indien) den bliver bygget. Den bygges ud fra lokale materialer såsom jackfrugttræ til røret, som dekoreres med indgraveringer af lokale motiver, og palmeblade, også kaldet ‘daun tar’, til rørbladet.
Ifølge Brunei Times, siger den velkendte serunai mester Isa Samad, at på trods af, at den traditionelle serunai bliver udsat for mange moderne musikinstrumenter, så har det alligevel vækket interesse hos mange unge. Mesteren har oplevet, hvordan mange unge beder ham om at lære dem at spille på serunai. Så det tyder på, at serunai fortsat vil forme og udvikle sig – præcis ligesom den, og mange andre musikinstrumenter, har gjort det gennem musikkens historie.
Mere kan læses på The Brunei Times og i professor Mohd Hassan Abdullahs artikel.
