Ugens tre myter og sandheder om voodoo

Takket være blandt andet Hollywood-industrien har voodoo fået et ry for at være en mørk og dyster religion. Men det er faktisk langt fra sandheden.
Foto: CCO Creative Commons
Forfatter billede

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

Myte nr. 1: “Voodoo har intet tilfælles med kristendommen”
Hvorfor Skt. Peter og Jomfru Maria også findes indenfor voodoo

Umiddelbart virker voodoo, især som man kender den fra populære fremstillinger, meget eksotisk og fjernt fra kristendommen. Men ser man nærmere på voodooens loaer, gudeskikkelser eller ånder, er der påfaldende sammenfald med mange af de vigtigste katolske helgener.

Den hellige Sankt Peter. Vogteren af overgangen mellem to verdner findes både indenfor voodoo og katolicisme.


Foto: By José Cruz/Abr - CC BY 3.0 br via Wikimedia Commons
For eksempel mener man, at regnbue-gudinden og himlens dronning Aida Wedo er en spejling af kristendomens uofficielle dronning, jomfru Maria, og at én af voodooens vigtigste guder, vogteren (Papa) Legba, inkarnerer både himlens vogter Skt. Peter og den katolske helgen Skt. Antonius.

Også i hele gude-strukturen er der sammenfald mellem voodoo og katolicisme. Begge tror på en overordnet gud og en rangordning af underordnede guder. Disse underordnede guder, loaer og helgener, har i begge religioner særlige egenskaber, og hvert menneske har en såkaldt met tet eller helgen, som guider og passer på lige netop dem.

Myte nr. 2: Den katolske kirke afviser voodoo som religion 
Hvordan Pave Johannes Paul II i 1993 anerkendte voodoo som religion 

På vegne af den katolske kirke anerkendte Pave Johannes Paul II under et besøg i Benin i 1993 voodoo som religion.


Foto: José Cruz/Abr - CC BY 3.0 via Wikimedia Commons
I 1993 skete der noget banebrydende for det anspændte forhold mellem den katolske kirke og tilhængere af voodoo. På en rundrejse i Afrika besøgte den daværende pave Johannes Paul II den såkaldte ’voodooens vugge’ – Cotonou i Benin – hvor han mødtes med godt 30 voodoo-præster til en diskussion af religionernes fælles træk.

I sin opsigtsvækkende anerkendelse af voodoo-religionen sagde paven blandt andet i en tale til voodoo-præsterne,

”I er stærkt engagerede i de traditioner, som jeres forfædre har overgivet til jer. Det er helt legitimt at være sine forfædre taknemmelige for at have overbragt troen på det hellige, troen på én god og almægtig gud, en glæde ved højtider og hensyntagen til et moralsk liv og et samfund i harmoni”.

Indtil da har det været almindelig kendt, at den katolske kirke i flere hundrede år havde et konfliktfyldt forhold til  voodoo-religionen – især på Haiti, hvor voodoo var forbudt under det franske kolonistyre. I praksis blev forbuddet dog ikke overholdt, hvilket også er forklaringen på, hvordan katolicismen og voodoo-dyrkelsen delvis smeltede sammen.

Myte nr. 3: “Voodoo og sort magi er een og samme ting”
Hvorfor der i voodoo ikke findes hvid eller sort magi

Den klassiske skelnen mellem den gode hvide magi og den onde sorte magi er ikke fremherskende i voodoo, og at voodoo skulle være lig sort magi er en endnu større misforståelse, hjulpet godt på vej af popkultur og Hollywood-fiktion.

Hvor voodooen oprindeligt stammer fra Haiti og Vestafrika, har de centrale elementer i den sorte magi – trolddom og hekseri (witchcraft) – snarere rødder tilbage til Europa og kristendommens forestilling om Satan.

Sort magi indenfor voodoo er i virkeligheden snarere rød.


Foto: CC0 Creative Commons

Den finders dog, lige som i katolicismen og kristendommen, også en mørk side af voodoo. Den er forbundet med troldmanden, også kaldet bocor, som sammen med de onde loaer kan gøre folk ondt eller få folk til at gøre andre ondt. I disse tilfælde kaldes det faktisk rød magi, fordi farven på den onde ånd er rød og vil i nogle tilfælde sågar farve den besatte persons øjne røde.

Grunden til, at der ikke skelnes mellem sort eller hvid magi, skyldes, at det afgørende for voodoo er, hvad magi bruges til. Selvom der findes eksempler på dystre besættelser, så er det meste voodoo-praksis i dag centreret omkring at helbrede syge mennesker, heale sindet og udvikle naturmedicin.
 

Baggrund

Der findes officielt tre traditioner indenfor for voodoo, eller vodou, som det også kaldes.

Urtraditionen er den vestafrikanske voodoo, der menes at være opstået i 1500-tallet i Benin, hvor fon-folket kaldte deres guder for vodun. Den vestafrikanske tradition praktiseres i dag af omkring 30 millioner mennesker og menes også at være den ’reneste’ af de tre traditioner.

De to andre, haitiansk voodoo og Louisiana-voodoo, der har krydset atlanten primært via slavehandel i 1500-1700-tallet, har i højere grad været under indflydelse af katolicisme samt fransk og spansk kolonialisme.