Gå til hovedindhold

Mobile menu

Globalnyt præsenterer:
Ugens tre nationalsange

Hvert fjerde år ser vi stolt på danske atleter, der accepterer Olympisk guld, vi smiler og fælder måske en tåre, når nationalsangen bliver sunget af utallige mennesker på én gang. Det kan være følelsen af et stærkt fællesskab, eller tanken om landets traditioner og værdier. Læs om nationalsangene fra tre forskellige lande og hvad de hver især udtrykker i denne udgave af Globalnyt præsenterer: Ugens tre.

Flickr: U.S. Army

Når et land får sin selvstændighed, er en nationalsang noget af det første, der etableres for netop at markere landets status som selvstændig. Temaerne er ofte religion, historie, kærlighed, revolution eller krig. Men i sidste ende har nationalsange til formål at fremme solidaritet og en nationalfølelse. Men for at forstå hvorledes en sang kan føre en hel nation sammen, er man nødt til at forstå sangen og dens historie.

Tibet

Den nuværende tibetanske nationalsang, Gyallu, er skrevet i eksil af Dalai Lamas lærer, Trijang Rinpoche. Han ansås for at være den førende digter indenfor den klassiske snyen-ngag stil som er baseret på sanskritkaviya-traditionen. Gyallu skulle desuden have musikalske rødder i meget gammel religiøs tibetansk musik. I dag bliver nationalsangen sunget af tibetanere i eksil, og selvom, at den er forbudt i det kinesisk kontrolleret Tibet, så kan de fleste tibetanere teksten, selv børn og unge.  

Nationalsangen afspejler deres levevis og deres religion, som foreksempel, så nævner teksten Buddhas udstråling, hans lærdom samt den tibetanske styrke for at kæmpe for deres frihed. I tibetansk buddhistisk tradition bringer det velsignelse ved enten at skrive eller recitere bønner - både til dem, der reciterer og dem, der nævnes i bønnerne.

"Let the radiant light shine of Buddha’s wish-fulfilling gem teachings"

Teksten nævner desuden ønsket om fred og lykke for andre mennesker i verden, da det er den tibetanske buddhists opgave at sprede deres tro til andre, da de besidder en åndelighed, som kan være af stor værdi til resten af verden. Med andre ord, så handler det om at leve i gensidighed, og at dele deres goder, på grund af en følelse af forbindelse med hinanden.

"By the spread of Buddha’s teachings in the ten directions, may everyone throughout the world enjoy the glories of happiness and peace"

Den tibetanske fælles buddhistiske arv er blevet den vigtigste forenende faktor i tibetanske nationalistiske forestillinger. The White Paper beskriver hvorledes buddhismen ikke kun er en tro for tibetanerne, men omfatter hele kulturen og civilisationen og udgør selve essensen af deres liv. Af alle de obligationer, der definerer tibetanerne som et folk og nation var religionen utvivlsomt den stærkeste.

 

Pakistan

Teksten til den pakistanske nationalsang er skrevet på urdu højt præget af et persisk ordforråd. “Qaumi Taranah” er den pakistanske nationalsang og betyder bogstaveligtalt nationalsang. Da Pakistan blev selvstændig i august 1947, havde de ikke nogen nationalsang, derfor blev den Lahore-baserede hinduistiske forfatter, Jagnnath Azad, bedt om at skrive en midlertidig nationalsang for Pakistan til uafhængighedsceremonien. Efterfølgende, i 1948, blev der arbejdet på en ny nationalsang. Det blev Hafeez Jullundhri, der skrev den nye tekst og Ahmed Ghulamali Chagla, der komponerede musikken dertil. I 1954 udmundede deres samarbejde i en officielt anerkendt nationalsang for Pakistan, nemlig “Qaumi Taranah”.

Nationalsangen har en stemningsfuld ånd og beskriver Pakistan som kernen i tro og frihed og fremhæver landets naturlige skønhed, dets fantastiske styrke og frem for alt, dets selvstændighed.

”Landet”, for Pakistan, i dets territoriale og kulturelle forstand, er ankeret i Pakistans nationale identitet og samfund. Som for eksempel begynder nationalsangen med:

"Blessed be the sacred land, Happy be the bounteous realm, and Symbol of high resolve, land of Pakistan."

I det sidste årtusinde har islamiske værdiger og temaer haft indflydelse på samfundet og dets kultur. Men der er også spor fra Grækenland, Mongoliet og forskellige stammer fra Centralasien og Persien, der har medført forskellige dialekter og sprog. Men historiske trosretninger og lokale traditioner forener og kolliderer med de juridiske normer og universelle symboler i islam i en igangværende proces med kulturel fusion. Hvilket er derfor, at den pakistanske regering for nyligt har pålagt Pakistan National Council of Arts ansvaret for at forme en ny nationalsang for netop at reflektere denne kulturelle mangfoldighed, skriver The Indian Express.

Sydafrika

Før Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 havde landet to nationalsange – en der var officiel og en der var uofficiel. Den officielle nationalsang var ”Die Stem van Suid-Afrika” som på engelsk betyder ”The Call of South Africa”. ”Nkosi Sikelel ’iAfrika”, som betyder ”God Bless Africa” (som i dag er Tanzanias nationalsang) blev ofte refereret til som Sydafrikas uofficielle nationalsang under apartheid. ”Nkosi Sikelel ’iAfrika” var populær blandt de sorte afrikanere og blev brugt i religiøse sammenhænge på grund af sit religiøse indhold:

“Lord bless Africa, May her glory be lifted high, Hear our petitions, Lord bless us, your children.”

ANC eller den afrikanske nationalkongres vedtog ”Nkosi” som sin officielle sang i 1925 og sang den ved mange forskellige begivenheder, som for eksempel ved demonstrationer, ved politiske møder eller lignende, og blev derfor et symbol på uafhængighed og modstand mod apartheid. På den måde fik sangen både en religiøs og politisk rolle.

Den daværende officielle nationalsang, ”Die Stem van Suid-Afrika”, blev sunget af de hvide sydafrikanere, først og fremmest på et uofficielt grundlag, hvorefter den så blev landets officielle nationalsang i 1957. Selvom ”Die Stem” blev, og stadig den dag i dag, betragtet som værende tæt knyttet til apartheidsystemet af største delen af de sorte, så blev det, i sidste ende, besluttet at gøre begge sange til nationalsange. Og 1997 blev de to nationalsange forkortet og kombineret i et forsøg på at afspejle Sydafrikas mangfoldighed og for at gøre op med den diskriminerende fortid; som for eksempel ved, at teksterne anvender fem af de mest populære af Sydafrikas elleve officielle sprog; sangteksterne starter med nogle få linjer af ”Nkosi Sikelel ’iAfrika” i Xhosa, derefter Zulu, efterfulgt af Sesotho, og så et par linjer af ”Die Stem” på afrikaansk og afslutter med endnu få linjer på engelsk.

Selvom, at der er tilfælde, hvor en nationalsang bliver opfattet som en provokation eller et onde, ses størstedelen af nationalsangene i et positivt lys. I sidste ende er nationalsangenes formål ikke at tilskynde et land til at rejse sig over andre lande, men rettere for at give befolkningen i det pågældende land noget fælles at samle sig bag. Uanset om det er til en fodboldkamp, fødselsdag, eller krig, er det noget som mange mennesker anser som helligt.