Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Bhutan:
I Tordendragens Land i Himalaya-bjergene dyrker alle mænd bueskydning fra de er helt små. Hver en landsby i landet har en skydebane, og landet har da også et olympisk bueskydningshold. Konkurrencer afholdes typisk i forbindelse med helligdage og festivaller (tsechu) – som der heldigvis er rigeligt af i landet.
Bhutanesisk bueskydning adskiller sig fra europæisk bueskydning, idet målet er en farverig træklods på jorden 145 meter fra skytten. Holdene består hver af 13 skytter, der på skift skal skyde to pile, og grundet et meget indviklet pointsystem kan kampene tage meget lang tid at afslutte. I dag kan en kamp afsluttes på et par dage, men traditionelt kunne kampe vare månedsvis.
Sporten er udelukkende for mænd, men det er tilladt kvinder at se på, og ifølge traditionen skal de gerne heppe højlydt og gøre nar ad deres mænds modstandere ved at synge grimt om deres udseende. Deltagerne selv gør også grin med modstanderholdet og forsøger at distrahere dem, når de skal skyde. Hvis et holdmedlem rammer målet, danser og synger holdet for ham.
Generelt er bueskydning et socialt event, hvor følelserne sidder helt uden på tøjet, og det er ikke ualmindeligt, at det ender i håndgemæng. Til gengæld styrker spillet ens koncentrationsevne og – siges det traditionelt – intelligensen. Dog kan man undre sig over, at en kampsport nyder så stor popularitet i en befolkning, der er imod drab af alle slags på både mennesker og dyr.
Japan:
Japan er det eneste land i verden, hvor sumobrydning dels er nationalsport og dels dyrkes professionelt. Det er kun tidligere sumobrydere, der har tilladelse til at træne nye brydere, og sporten kan derfor synes lidt indspist.
I en sumo-kamp gælder det for bryderen om enten at tvinge sin modstander ud af en ring på jorden eller tvinge ham til at røre jorden med andet end undersiden af fødderne. I modsætning til de bhutanesiske månedlange bueskydningskonkurrencer, varer en sumobrydningskamp ofte kun et par sekunder. Sumobryderne er mest kendt for deres imponerende kampvægt, hvilket ofte har stor betydning i ringen. Det kan dog ske, at en mindre bryder kan vinde over en større ved brug af overlegen teknik.
Livet som sumobryder er privilegeret, men besnærende. For eksempel er det ikke tilladt bryderne selv at køre bil, og de skal gro deres hår langt og bære en særlig dragt, når de er ude i offentligheden. Dertil må de kun spise en særlig kost på særlige tidspunkter, der er indrettet, så den resulterer i en enorm vægtøgning. En vægtøgning, der ofte giver bryderen store helbredsmæssige problemer senere i livet – og dertil betyder en gennemsnitlig levealder, der er hele ti år kortere end den gennemsnitlige japanske mand.
Skulle man alligevel vælge at blive professionel sumobryder, forventes det, at man flytter ind i et heya, som er en mindre træningsstald, hvor alle aspekter af ens hverdag dikteres af traditioner, og hvor de senest ankomne servicerer veteranerne.
Sumobrydere klar til kamp
Foto: Ian Kennedy
Afghanistan:
Nationalsporten i Afghanistan er helt særlig. Buzkashi, eller ”goat grabbing”, opstod blandt tyrkiske-mongolske hestefolk og dyrkes nu mest i Afghanistan. Kampene kunne før i tiden gerne fortsætte i dagevis, men nutidens buzkashi spilles typisk om fredagen inden for et afsat spillerum. Buzkashi spilles også i de nærliggende stater, Kirgistan, Tajikistan og Kasakhstan. Spillet var forbudt under Taliban, da det blev anset som moralsk fordærvende, men er nu ved at vinde indpas i regionen igen.
Sporten går i al sin enkelhed ud på at få fat i et hovedløst ådsel og fragte det til målområdet, uden at det modsatte hold får fat i det – på hesteryg. Det lyder let, men er en benhård sport, hvor kun de allerdygtigste nogensinde kommer i nærheden af ådslet. Det kræver årelang træning, og derfor er de bedste i sporten ofte langt oppe i 40’erne, når de når deres storhedstid. Vinder man en kamp, er præmierne ikke ringe. Oftest er præmien doneret af en villig sponsor og består mestendels af penge eller smukke klæder.
Hestene er også professionelle og gennemgår ligeså hård træning som rytterne. For at afværge modstandernes heste og ryttere bærer spillerne pisk, som typisk holdes mellem tænderne, når begge hænder bruges til at styre hesten. Når en spiller får fat i ådslet, kiler han det fast under sit ene ben for at få frie hænder til at styre hesten. Det er ikke tilladt at binde ådslet til sig selv eller hesten.
For at klargøre ådslet til kamp får det hugget hoved og lemmer af, ligger i blød i koldt vand i 24timer og fyldes derefter med sand for at give vægt. Ådslet skal helst gerne være kalv, fordi de holder længere i arenaen, men har man ikke en kalv ved hånden, kan en ged sagtens bruges. 
Buzkashiryttere i hedt opgør
Foto: wikimedie commons
