Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Sepak takraw
Malayahalvøen – en form for volleyball
’Sepak’ er malajisk for spark, og på thai betyder ’takraw’ vævet bold.
Tre og tre kæmper man mod hinanden i denne malaj sport, der mest af alt minder om volleyball – men banen er på størrelse med en badminton bane. Og til forskel fra Volleyball må man i Sepak takraw ikke bruge hænder. Her er det kun fødder, knæ, bryst og hoved, der må røre den lille bold lavet af palmeplanten rotting.
Det gælder om at smashe bolden ned på modstanderens banehalvdel, og det hold, der først har fået 21 point, vinder.
Sepak takraw er udbredt i flere dele af Asien, og der er uenighed om, hvor sportsgrenen har sine rødder.
Den tidligste historie lyder, at den opstod i det 15. århundrede i Malaysia under næsten tragikomiske omstændigheder. Raja Muhammad, søn af Sultan Mansur Shah der reagerede Malacca-halvøen, blev dræbt da Tun Besar, søn af hvad der kan betegnes som Sultan Mansur Shah’s premiere minsister, ved et uheld ramte Raja i hovedet med en rotting-bold.
Siden kom spillet fra Malaysia til Indonesien, og i 1740’erne begyndte den udgave af spillet, vi kender i dag, at tage form i Thailand, hvor de første officielle regler blev udformet i 1829.
Laamb
Senegal – wrestling
Er der kamp på nationalstadionet i hovedstaden, Dakar, kan man dårligt gå forbi et fjernsyn ude at få et glimt af to store – utrolige muskuløse – mænd, der holder hinanden i et jerngreb.
Og går man ind i en stue med unge mænd – og kvinder for den sags skyld – vil man opleve, hvordan de med øjnene fast rettet mod skærmen følger med i, hvordan mændenes jerngreb, der til forveksling kunne ligne et langt, dybt og inderligt knus, strammes, mens de holder fast i hinandens underbukslignende kamptøj. Her nærmest valser de to kæmpere omkring i den gladiatorlignende ring, med benene flettet ind i hinanden, og kampen slutter først, når den ene har væltet den anden omkuld.
Laamb betyder ’wrestling’ på lokalsproget wolof, og stammer fra Serer-folkets træning af sine krigere.
I det vestafrikanske land er sporten mere populær end fodbold. Ikke mindst fordi det er en millionforretning og en vej ud af fattigdommen.
Langs Dakars mange strande træner byens unge mænd dagligt og hårdt for at dygtiggøre sig, så de måske en dag kan vinde den prestigefyldte titel som ’Roi des arènes’ – kongen af arenaerne.
Capoeira
Brasilien – kampdans
Capoeira er en brasiliansk kampsport, der til forveksling kan ligne en dans. Den blev skabt af de afrikanske slaver, der i sin tid blev bragt til Brasilien, og formålet var at skabe hurtige og stærke kæmpere. At capoeira er camoufleret som en dans, skyldes, at det var forbudt for slaverne at samles og kæmpe – det kunne jo anspore til oprør. Samtidig var kampens bevægelser en måde at formidle ens følelsesliv på, og man kan finde spor af traditionelle vestafrikanske og congo-angolanske danse i capoeiraens bevægelser.
Da slaveriet ophørte i Brasilien i 1880’erne, følte de tidligere slaver sig ladt i stikken uden steder at bo og job at få. Og de begyndte at bruge capoeiraen til at udføre kriminelle handlinger. Capoeira-bander gik til angreb i Rio de Janeiro, og krigsherrer og andre kriminelle hyrede capoeirista’s som livvagter, hvorfor kampdansen blev forbudt.
Først i 1937 blev sporten atter lovlig, og i 2009 blev den anerkendt som kulturarv. I mellemtiden er Capoeira blevet populær verden over, hvor capoeirista’s mødes og dyster den akrobatiske kampsport i den traditionsrige ’Roda’ (en cirkel formet af de øvrige kæmpere, der spiller musik og synger sange, der har fundet vej fra Brasiliens kaffeplantager).
