Ugens tre traditionelle afrikanske frisurer

Himba-folkets Otjize
Namibia

I det nordlige Namibia lever Himba-folket. Et lille isoleret stammefolk med en fascinerende tradition for krops- og hårudsmykning. Især kvinderne er kendt for deres signifikante hårpragt, som udvikler sig med tiden.

I barndomsårene har Himba-pigerne skaldede isser med to enkelte fletninger i panden, men efterhånden som de nærmer sig puberteten, begynder de at samle deres hår i klynger af den såkaldte otjize – en blanding af rødt ler, fedt og gedeuld. Når kvinden bliver gift og får børn, tilføjer hun et hovedstykke lavet af fåreskind, som sammen med hendes i forvejen opsigtsvækkende røde klynger af hår skaber et pragtstykke af en hovedbeklædning. Hårpragten bliver således en tegn på alder og status blandt Himba-kvinderne, som traditionelt set er dem, der udfører det hårde manuelle arbejde i samfundet, imens mændene er hyrder.

Himba-folket udgør kun cirka én procent af den samlede befolkning i Namibia med cirka 50.000 Himba-folk bosat i den nordlige del af landet. Oprindeligt var de nomadefolk og hyrder – i dag har de slået sig ned og lever stadigvæk hovedsageligt af kvæg i den ene eller anden afskygning; mange Himba-kvinder producerer for eksempel skind- og lædervarer samt smykker og keramik fra den røde, lerede jord. Måske netop fordi de engang var nomader, er der stadigvæk tradition for, at kvinderne smører deres hud ind i den røde ler blandet med smør for at beskytte sig fra solens skarpe stråler.

Amasunzu
Rwanda

Frem til det 20. århundrede var den mest populære hårmode i Rwanda den legendariske Amasunzu. Især unge, ugifte mænd, og sommetider også kvinder, bar den karakteristiske hårmode som et tegn på social status – og ikke mindst for at vise omgivelser, at de var gifteklar.

Den fascinerende stil er kendetegnet ved høje, halvmåne-formede figurer af hår på toppen og siden af hovedet, imens resten af hovedbunden er barbaret skaldet. Amasunzu’en er sirligt formet ved at klippe håret sidelæns, lade håret gro og løbende tilpasse formen ved at barbere håret væk i siderne.

Den elegante hårpragt blev oprindeligt set som en vigtig del af den rwandiske kultur, der tillæger elegance, naturlighed og ynde stor betydning. Den gamle rwandiske royale familie er nærmest blevet nationalsymbolet på imponerende Amasunzu’er fra ældre tid.

I nutidens Rwanda ser man da også stadigvæk spor af dronningens Amasunzu. Især i forbindelse med bryllupsfester, hvor bruden udsmykker sit hår på samme måde som for hundrede af år siden, hvor Amasunzu’en stadigvæk var normen. I det 18. og 19. århundrede var det endda nærmest mistænkeligt, hvis ikke en ung mand af en vis social klasse bar en Amasunzu, men med tiden døde denne del af kulturen lige så stille ud – ikke mindst fordi det ikke faldt i god jord hos de tyske og belgiske koloniherrer.

Amasunzu’en har efterhånden genvundet en vis status blandt den unge generation, og man ser i ny og næ moderne – om end lidt mere diskrete –  afskygninger af fordums hårpragt i nutidens Kigali, ikke mindst blandt den kreative klasse.

Hamar-kvindernes Goscha
Etiopien

Hamar-folket i det syd-vestlige Etiopien er mestre i at udtrykke traditioner og kultur gennem hår, udsmykning og særegne ritualer imellem mænd og kvinder. Den særskilte stamme, som kun tæller omkring 45.000 mennesker er semi-nomader og flytter rundt i deres jagt på honning og græsningsmuligheder til deres kvæg.

Kvinderne er kendt for deres unikke frisurer; ikke mindst deres brug af ler og fedstof til at lave tynde, sirlige klaser af hår, som styles til en page-lignende frisure, også kaldet goscha. Goscha er et tegn på sundhed og rigdom, og kvindernes hårpragt udvikler sig, som de bliver ældre og får børn. Den klassiske goscha, med tynde røde dreadlocks ses da også kun blandt gifte kvinder.

Hamar-kvinderne udsmykker sig også i stor stil i form af armbånd, halskæder, og brystudsmykning af perler, læder, jern og skaller. Ligesom med deres frisurer er kvindernes brug af smykker ofte et fascinerede udtryk for kultur- og kønsnormer.

Hamar-folket er polygame, og kvindernes halskæder viser, hvorvidt hun er første, anden eller tredje hustru i flokken. Halskæderne bæres på livstid og sender et stærkt signal om kvindens plads i hierarkiet. I det hele taget er kvinderne underlagt tunge kulturelle normer i deres forhold til Hamar-mændene. Som en del af bryllupsritualet bliver gommens kvindelige familiemedlemmer pisket som et tegn på deres hengivenhed for deres mandlige pårørende – og det bringer status og ære at fremvise store, lange ar fra pisken på deres nøgne rygge.