Ugens tre vigtige afgrøder

Kassava
Næringsrig, lidt farlig og ikke fin nok til de spanske bosætteres nadver

Som verdens femte mest dyrkede afgrøde brødføder kassava omkring 500 millioner mennesker i Sydamerika og Afrika, med Nigeria som verdens største producent.

Kassava er en lang, smal rod, der har sin oprindelse i Brasilien, hvor den blev dyrket så langt tilbage som for 10.000 år siden. Med sit høje indhold af stivelse er den en vigtig kilde til kulhydrater for mange mennesker i troperne, der hovedsageligt lever af den lysebrune rod. Samtidig er kassava nem at dyrke. Den kan overleve på selv de mest udmagrede jorder, og den kan overleve tørke på tørke.

På det tidspunkt, hvor de første europæerne kom til det sydamerikanske kontinent, var roden således uden sammenligning de indfødtes vigtigste næringskilde. 

De tidlige spanske bosættere ville dog ikke have noget med roden at gøre. De mente ikke, at den passede sig for europæiske maver, der levede langt bedre på hvede, olivenolie, kød og ikke mindst rødvin. Dertil kunne kassava ikke benyttes til nadver, da kun hvedemel blev anset som fint nok til at erstatte Jesu legeme.

Ikke desto mindre spredte roden sig til Afrika i løbet af det 16. århundrede, hvor den sammen med majs, som også kom fra Sydamerika, langsomt vandt indpas og udkonkurrerede traditionelle, afrikanske afgrøder.

Det har dog ikke været uden problemer. Kassava har nemlig et naturligt højt indhold af cyanid, som ikke er farligt, når roden behandles korrekt og indtages som del af en varieret proteinrig kost. Desværre er det ikke en mulighed for mange afrikanere, og det høje indtag af cyanid har ført til et stort antal af mennesker, der lider af kronisk cyanidforgiftning med blandt andet spastiske lammelser og blindhed til følge.
 

Sorghum
Den intelligente plante, der kan gå i tørkedvale

I disse glutenforskrækkede tider har afgrøder som soja og quinoa vundet indpas i danskernes kost. Mange forudsiger dog, at den afrikanske kornsort sorghum kan blive den næste store dille.

Sorghum er en yderst robust plante, der stammer fra Egypten, hvor den har været dyrket de sidste 6.000 år. I dag er sorghum, eller durra som den også kaldes, Afrikas næstmest dyrkede kornsort, og det er der gode grunde til.

Ved blandat andet at rulle sine blade sammen under tørke, formindsker sorghum fordampningen af vand fra bladene, og er dermed een af de mest tørkeresistente kornsorter, der findes. Bladene er derudover beskyttet af et voksagtigt lag, der også mindsker fordampning.

Under stærk og vedvarende tørke, dør sorghum ikke. Den går derimod i vækstdvale, indtil vand igen forefindes. Dertil kræver planten ikke grundig pløjning for at fæstne rod, og når planten dør, bliver rødderne nedbrudt til effektiv gødning til nye planter.

Sorghum har et højt indhold af både kulhydrat og protein, og dens anvendelser er mangfoldige.

Udover mel som bruges den også til brød, kage, øl og grød i Afrika, Asien og Sydamerika. Kornene kan ligesom majs poppes til noget, der minder om popcorn.

Planten bruges også i både ethanol- og sirupsproduktion. I USA er afgrøden også udbredt, og efter sigende var det selveste Benjamin Franklin, der introducerede kornsorten for nordamerikanerne. Sand historie eller ej, så har indbyggerne i Wewoka i Oklahoma holdt en årlig sorghumfestival siden 1976, hvor de hylder sorghumsirup som en traditionel del af morgenbordet for mange amerikanere i regionen.

Plantains
Den vilde banan – der er lidt af en grøntsag

Selvom de ligner bananer, er den asiatiske plantain eller pisang kun en fætter til den søde gule frugt.

Plantains er hårdere, fastere og mere stivelsesholdige end bananen. Sukkerindholdet er også lavere i plantains, og de skal helst tilberedes, før de spises. De kan dog spises rå, blot skal man være opmærksom på, at vandindholdet i plantains er væsentligt lavere end i bananer, hvilket betyder, at processen der omdanner stivelse til sukker sker langsommere. Det betyder, at i modsætning til bananer, der er modne, når de bliver gule, skal plantains derfor være næsten sorte, før de kan spises direkte fra skrællen.

Plantains kan høstes året rundt, hvilket stiller væsentligt lavere krav til transport, opbevaring og konservering end andre afgrøder.

Selvom planten oprindelig stammer fra Sydøstasien, hvor den opstod som en krydsning mellem to vilde banansorter, associeres den i dag hovedsageligt med det Afrikanske og Caribiske køkken. Her bruges den som grøntsag, der typisk steges eller bages.

Den bruges til stort set alle formål: supper, curries, brød, alkohol, ja selv vælling til babyer bliver i nogle regioner af Indien lavet på plantains. Den mest udbredte tilberedning er dog som chips, der laves af grønne, umodne plantains, der skæres i tynde skiver og friteres. Disse chips er blandt andet en vigtig ingrediens i bryllupsmenuer i den indiske delstat Kerala.