Gå til hovedindhold

Mobile menu

Teateranmeldelse:
Ukritisk fremstilling af danskeres fortrængninger og retten til at være ligeglade

Gennem seks tableauer præsenteres typiske holdninger blandt danskere om vores koloniale fortid. Forestillingens scenografi er minimalistisk krydret med meget sukker og nogle få oppustede badedyr.
To midaldrende damer er i een af forestillingens akter på badeferie på St. Croix. De fortyrres af den koloniale fortid på øen, men de kan alligevel ikke helt forholde sig til den, fordi de har vigtigere ting i hovedet.

To midaldrende damer er i een af forestillingens akter på badeferie på St. Croix. De fortyrres af den koloniale fortid på øen, men de kan alligevel ikke helt forholde sig til den, fordi de har vigtigere ting i hovedet.

Pressefoto - Søren Meisner

Forestillingen "Hvid Uskyld" af Teater FÅR302 og kunstkollektivet FAMILIEN har sat sig for at præsentere danskeres næsten fastfrosne og inkarnerede tro på egen uskyld, når det kommer til dansk kolonihistorie. Men selvom intentionen er god, drukner udførslen for det meste i klichéer og overdådige mængder sukker.

Historieundervisning

I forestillingens første halvdel føler man sig hensat til en historielektion, hvor vi belæres om vores kolonier, og hvad vi foretog os der. Det foregår i et pædagogiserende sprog og virker som noget, der egnede sig bedre til at stå skrevet i en aviskronik end opført som teater.

Pointen i historietimen er ikke til at tage fejl af. Vi er slet ikke så uskyldige, som vi tror, og vi burde tage det historiske på os og vedkende os vores ansvar.

Uskyld eller arrogance?

Som forestillingen skrider frem, forlader vi historietimen og kommer alligevel i teatret. Vi præsenteres for nogle satiriske situationer, hvor danskere ytrer deres undren over, hvorfor kolonitiden burde vedkomme dem samt en manglende forståelse for, hvorfor det er vores ansvar, endsige hvorfor vi skulle sige undskyld.

Den ene situation består af to kvinder, der er på strandferie på de tidligere Dansk Vestindiske Øer. De bliver komfronteret med virkeligheden og den grumme fortid, men de kan alligevel ikke rigtig tage det alviorligt eller vil ikke. Bag dem i et vindue sider en mand og hælder sukker ud over sig selv.

I en anden sekvens oplever man Lars Løkke Rasmussen som statsminister, der afsviser at sige undskyld - i hvert fald officielt på vegne af nationen Danmark. Det ville jo få konsekvenser i form af erstatning, men han vil gerne beklage fortiden som mennesket Lars. Han fremstilles som en forvirret lille dreng, der ikke kan finde ud af, på hvilket ben han skal stå.

Slidte rekvisitter og allerede forbrugt scenografi

Badedyr og ubehagelige mængder af dryssende sukker på scenen har vi set i andre forestillinger gennem det sidste års tid. Det virker derfor uopfindsomt og overfladisk.

I februar og marts måned i år spillede forestillingen "Sukker" på Republique. Der blev væltet sukker i kaffekopperne, så de nærmest blev begravet i det hvide guld. Her, blot nogle få måneder senere i "Hvid Uskyld", virker det derfor som en kliché, når der sidder en mand i baggrunden og hælder et kilo sukker ned i kæften på sig selv.

På samme måde virker badedyrene meget genkendelige. Det skal selvfølgelig etablere en karikatur af vores opfattelse af de tropiske øer i Caribien, men figuren forekommer alt for tyndslidt. Også de to damer på stranden i sydens sol virker som en kliche, fordi de genkendes fra DR's TV-satire. Man savner en mere opfindsom og avanceret scenografi, der ikke sender tankerne på afveje.

Forestillingens narrative spor nøjes med af afbillede stereotyper, som godt nok findes i mange danskeres bevidsthed og som holdninger i den offentlige debat, men de forbliver ubehandlede. Således sidder publikum tilbage med en forvirring om formål og intention.

Det virker forstemmende, fordi der i teatrets pressemeddelelse ironisk spørges om ikke diskussionen af Danmarks fortid som kolonimagt er "so last year" - med henvisning til at 2017 var "fejringen" 100-året for salget af De Vestiindiske Øer. Teater Faar302 og Kunstkollektivet Familien svarer i kor, at diskussionen bestemt ikke bør opfattes som et overstået kapitel. Derfor burde man kunne forvente et teater, der gik meget mere i dybden og have noget på sinde.