UM: Fortsat dansk støtte til stabilitet og udvikling i Niger

Forfatter billede

Lørdag genindsættes præsident Mahamadou Issoufou som præsident for det vestafrikanske land Niger for endnu en fire-årig periode.

Issoufou genvandt magten med 92,5 procent af stemmerne under anden runde af præsidentvalget, der fandt sted den 20. marts.

Selve valgkampen har været intens og præget af en opposition, der besluttede at boykotte anden valgrunde med henvisning til, at den stærkeste modkandidat, Hama Amadou, sad fængslet.

Fra dansk side har man i den anledning støttet en fælles udtalelse fra EU den 21. marts, hvori det fremhæves, at valget blev gennemført under vanskelige omstændigheder. Endvidere opfordrer EU til en inklusiv og konstruktiv politisk dialog i Niger med henblik på at understøtte en konsolidering af demokratiet.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Fremme demokratiske værdier

Danmark støtter Niger gennem et bredspektret og samtænkt engagement i Niger og Sahel-regionen.

Hovedvisionen i et nyt landepolitikpapir er at støtte den nigerske regering og befolkning i at fremme de demokratiske værdier, fastholde fred og stabilitet, og gøre det muligt for befolkningen at engagere sig i langsigtede indsatser for forbedrede levevilkår. Konkret ventes Danmarks engagement i Niger i perioden at fokusere på tre strategiske mål:

  • styrke fred og stabilitet
  • forbedret adgang til basale rettigheder
  • reducere ekstrem fattigdom med fokus på fødevaresikkerhed.

Landepolitikpapiret kan downloades her

Omdrejningspunkt for regionen

Et vigtigt udgangspunkt for Danmarks engagement i Niger er, at landet med sin geografiske placering mellem Libyen i nord, Mali i vest og Nigeria i syd udgør et væsentligt omdrejningspunkt for stabiliteten i Sahel-regionen, der med Libyens sammenbrud kun er én grænse fra Europa.

Samtidig er Niger blevet et af de væsentligste transitlande for migration fra Vestafrika til Europa.

Niger, som er et af verdens fattigste lande, står desuden overfor massive udfordringer bl.a. har landet den højeste befolkningstilvækst og den yngste befolkning i verden.

Niger væsentlig del af Sahel-indsatsen

Danmark har været engageret i Niger med langsigtet udviklingssamarbejde siden 1974. Med en årlig gennemsnitlig udbetalingsramme på 100 mio. kr. fokuserer Danmarks nuværende langsigtede udviklingssamarbejde med Niger på:

  • god regeringsførelse
  • rent drikkevand
  • landbrug med fokus på fødevaresikkerhed.