Ung dansker i FNs miljøråd

Redaktionen

Bjarke Kronborg fra Landsforeningen Natur og Ungdom er netop hjemvendt fra FNs miljøprograms (UNEP) årlige ungdomsmøde, der i år blev holdt i Bangalore i SydIndien. Den 21-årige ingeniørstuderende blev blandt 160 delegerede valgt til at være én af repræsentanterne i UNEPs Ungdomsråd. På mødet deltog 160 unge fra 67 lande.

Dagsordenen for mødet var, udover at få valgt et nyt Ungdomsråd, at få deltagerne til at virke som rollemodeller i deres nationale organisationer, ved at lave ”personlige løfter” om ens arbejde i forhold til FNs 2015-mål. Mødet har dertil en netværksskabende funktion, hvor unge møder andre ligesindede fra hele verden.

– At se al den vilje, initiativ rigdom, engagement og lyst til en bedre verden, fik mig til at tro på at det faktisk kan lade sig gøre at redde verdenen, udtaler Bjarke Kronborg.

For hver af de 6 regioner i verden er der valgt op til 4 ungdomsrepræsentanter. Bjarke Kronborg stillede op for Europa og blev sammen med 3 andre unge fra hhv. Frankrig, Bulgarien og Tyrkiet valgt som repræsentanter til Ungdomsrådet.

Som repræsentanter for Europa besluttede de allerede på mødet i Indien, at de i fællesskab vil arbejde for at reducere udslippet af luftforurenende stoffer i et fælles europæisk projekt frem mod Ungdomsrådsmødet i Tyskland i 2007.