Annoncør: Ungdommens Røde Kors

Ansøgningsfrist: 16/08/2017

Job: Ungdommens Røde Kors søger udviklingskonsulent med international profil



 

Ungdommens Røde Kors søger udviklingskonsulent med international profil    

 

 

Brænder du for at skabe samfundsforandringer gennem ungefokuserede og involverende udviklingsindsatser i Danmark og ude i verden? Er din rygsæk fyldt med solide internationale erfaringer og evner? Så er det måske dig, vi er på udkig efter! 

 

Som udviklingskonsulent i Ungdommens Røde Kors skal du brænde for at skabe samfundsengagement og -forandringer gennem aktivt medborgerskab og sociale aktiviteter drevet af unge – målrettet børn og unge i sårbare situationer.

 

Ungdommens Røde Kors har for nyligt omstruktureret, og lagt vores internationale og lokale arbejde i Danmark sammen. Ud fra erkendelsen af, at verden hænger sammen i et globalt ’VI’, og at vi arbejder for at få børn og unge til at engagere sig i samfundet – og aktivt tage ejerskab for forandringer – uanset om det er i Nakskov eller i Zimbabwe. Du vil derfor indgå i et nyt team, der arbejder for at fremme lokal og global handlekraft i Danmark og ude i verden. Dit primære fokus vil dog være vores internationale partnerskaber.  

 

Ungdommens Røde Kors arbejder internationalt i partnerskab med lokale Røde Kors/Røde Halvmåne selskaber. Den internationale indsats bygger på vores erfaringer og kompetencer fra det ungestyrede sociale arbejde i Danmark og udføres i tæt koordinering og samarbejde med Dansk Røde Kors. Fokus er at styrke organiseringen af ungdomsarbejdet i vores partnerselskaber og skabe en platform for unges civile engagement, hvor unge får mulighed for at tage ansvar og aktivt engagere sig i deres lokalsamfund. Konkret støtter vi organisationsudvikling af lokale partnere, kapacitetsudvikling af lokale frivillige og udvikling af ung-til-ung aktiviteter, der responderer på unges behov. Samarbejde og erfaringsudveksling med danske unge er en integreret præmis. 

 

Vi arbejder i det sydlige Afrika, MENA, Østeuropa og Grønland – og 103 steder i Danmark.  

 

Din opgave 

 

I Ungdommens Røde Kors er vi ambitiøse både på egne, andres og samfundets vegne. Vi ønsker vækst og kvalitetsudvikling i Røde Kors’ internationale ungearbejde i de kommende år, hvilket du skal være med til at skabe. Vi skal styrke sammenhæng og synergi imellem de nationale og internationale indsatser og arbejde endnu mere strategisk med FNs bæredygtighedsmål.  

Du vil blive en del af et stærkt hold bestående af ansatte og frivillige. Din opgave bliver primært teknisk rådgivning til udsendte delegater og partnere samt udvikling og projektledelse af internationale programmer og initiativer. Du vil have dine egne internationale områder, som du er ansvarlig for, men du indgår i et team med dygtige kolleager, hvis forskellige kompetencer løbende kan sættes i spil til at understøtte den internationale indsats. At sikre et stærkt økonomisk fundament for arbejdet er et must.  

 

Din profil 

 

  • Du er hamrende dygtig til at drive udviklingsprocesser, så du kan hjælpe vores partnere ude i verden med at opbygge gode frivilligmiljøer og skabe rammer og indhold, så unge aktivt kan skabe udvikling i deres lokalsamfund. Derfor har du stærke metodiske kompetencer inden for ung-til-ung indsatser og organisationsudviklingsprocesser. Du er strategisk tænkende og har teknisk erfaring med et eller flere af URKs tematiske fokusområder (life skills, SRHR, youth leadership eller psykosocial støtte) som du ubesværet kan sætte i spil og konteksttilpasse.
  • Du tænder på at mobilisere folk, selvfølgelig mest unge, og styrke deres handlekraft og muligheder for at engagere sig. Derfor er du god til at planlægge og facillitere lærings- og kapacitetsopbygningsforløb for unge og har meget gerne stor undervisningserfaring.
  • Du tænder også på at påvirke de samfundsmæssige rammer for vores indsatser – og derved på at påvirke de relevante aktører der påvirker børn og unges muligheder. Derfor er du som person både overbevisende og handlekraftig og med erfaring med effektivt event- og fortalerarbejde.
  • Du er super god til at skrive på både dansk og engelsk og håndterer ubesværet ansøgninger og afrapporteringer til EU/UM/DUF/CISU og private fonde. Du kommunikerer i øjenhøjde med kolleger, frivillige og eksterne samarbejdspartnere. 
  • Du har et udpræget talent for tværfagligt og tværkulturelt samarbejde. Derfor stortrives du med et mix af meget forskellige samarbejdspartnere – med meget forskellige tekniske kompetencer. Du sætter også stor pris på en meget afvekslende hverdag.
  • Du har relevant faglig uddannelse, erfaring med international udvikling i praksis og navigerer sikkert i hele projektcyklussen, inkl. økonomistyring. Derfor har du min. fem års erfaring og har opnået synlige resultater.  

 

Erfaring fra Røde Kors bevægelsen samt fransk eller arabisk som andet sprog vil være en fordel, men ikke et krav. 

 

Det tilbyder vi 

 

Ungdommens Røde Kors er en frivilligdrevet og meget ambitiøs, humanitær ungdomsorganisation med et uformelt og innovativt arbejdsmiljø. Vi er 43 medarbejdere plus studenter og praktikanter på sekretariatet – fordelt på Århus, Odense og København. Du vil indgå i et dynamisk team, der pt. består af 11 konsulenter, tre studenter, syv praktikanter samt en chef.  

 

Stillingen er på 37 timer med flextid og betalt frokostpause og er placeret på Ungdommens Røde Kors’ sekretariat på Hejrevej 30 i København NV. 

 

Vi tilbyder ansættelse efter overenskomst med lønindplacering efter anciennitet. Det kan ikke påregnes, at der kan forhandles yderligere tillæg til stillingen. Ungdommens Røde Kors er ikke lønførende, men tilbyder til gengæld et meningsfyldt og spændende arbejde i en helt speciel organisation. Vi lægger også vægt på en god balance mellem familie- og arbejdsliv, og der er derfor gode rammer for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet. Der er rejseaktivitet i stillingen – forventeligt imellem 30-35 dage om året.  

 

Vi skal have din ansøgning senest onsdag den 16. august 2017 og samtaler afholdes i forlængelse heraf. Opstart er hurtigst mulig. 

 

Du søger jobbet ved at klikke ind her: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=378&ProjectId=177570&DepartmentId=18360&SkipAdvertisement=true

 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for Lokal og Global Handlekraft, Kara Djurhuus, på mail: [email protected] 

 

 

Om Ungdommens Røde Kors 

 

Ungdommens Røde Kors kickstarter nye relationer og sociale aktiviteter for de børn og unge, der i en periode har særligt brug for det. Vi oplever et kæmpe engagement fra unge i Danmark og ude i verden. Hvert år lægger ca. 5.000 frivillige i Danmark noget af det dyrebareste de har – nemlig tid, kræfter og iderigdom – i at skabe fællesskaber på tværs af sociale skel for ca. 12.000 udsatte børn og unge. Hvert år bidrager ca. 16.000 medlemmer med et økonomisk engagement. Dermed er ca. 33.000, og mange flere, aktivt involverede i at opfylde vores samfundsdrøm om, at ”ALLE kan være noget særligt for nogen”.  

 

Du kan læse mere om Ungdommens Røde Kors på http://www.urk.dk/

 

 

 

Skriv venligst at du har set jobopslaget på Globalnyt.