Vær med til at udvikle smart-skolebord til børn i Zimbabwe

Laurits Holdt

I samarbejde med den dansk NGO Care4Ppeople er Ingeniører uden Grænser (IUG) blevet anmodet om, at løfte et projekt i Zimbabwe omhandlende rehabilitering af skoler og udvikling af innovativt skolemateriale.

Kom og bliv en del af projektgruppen, hvis dine kompetencer spiller sammen med projektmål og hvis du har mod, tid og lyst til at løfte opgaver i dette projekt. Det skriver organisationen på sit websted.

Care4People er en lille dansk NGO der arbejder med bistand, udvikling og nødhjælp til den tredje verden.

Care4People begyndte sit virke i 2007, og deres støtte består i udviklingsarbejde, samt i forsendelser af hospitals- og skolemateriel til Zimbabwe.

Care4People har et langvarigt partnerskab med den zimbabwiske organisation Christian Youth Volunteers Association Trust, som arbejder med at hjælpe fattige og udsatte børn.

I samarbejde med IUG, ønsker Care4People og CYVAT at renovere skolebygninger i Matabeleland North regionen, samt at videreudvikle et undervisningsmateriale ’Lapdesk’  – en plade eleverne kan støtte på knæene når der skal skrives. Pladen er tiltænkt de elever der til daglig er henvist til at sidde på gulvet.

Designet skal i første omgang tilgodese mulighederne for skriftligt arbejde, men det er ønskeligt at føje yderligere funktioner til designet, eksempelvis en lille lommeregner eller en lille bøjelig læselampe.

IUG og Care4People ønsker nu at etablere en projektgruppe der kan arbejde med produktudvikling af Lapdesk, og kigge på hvilke elementer der vil være mulige at integrere i pladen (solenergi/lys og regnemaskine)

Vil du være med i projektgruppen?

Kompetencer gruppen har behov for

  • Produktudvikler
  • Økonomistyring
  • Bygning/konstruktion
  • Vand og sanitet
  • Bæredygtig energi

TIRSDAG 11.10 kl. 17.00-19.00 skyder vi projektet i gang.

Adresse: Skt. Annæ Plads 16,1, 1250 København K