Valg i Angola kan blive slutningen på en æra

jose_eduardo_dos_santos-16062014-edit
Forfatter billede

38 års autoritært regime med præsident Jose Eduardo dos Santos er ved at være ved vejs ende i Angola.

Onsdag går angolanerne til stemmeurnerne for at vælge nyt parlament. Spidskandidaten i det parti, der får flest stemmer, bliver automatisk præsident.

Den 74-årige præsident, der ifølge flere nyhedsrapporter har dårligt helbred, overlader præsidentposten til sin håndplukkede efterfølger, forsvarsminister Joao Lourenco.

Ved valget i 2012 fik MPLA 72 procent af stemmerne.

Oppositionen tvivler på frit og retfærdigt valg

Efter valget forventes det, at dos Santos fortsætter som partileder, skriver al-Jazeera. Det betyder, at han som leder af det parti, der efter valget ventes at have flertallet i parlamentet, fortsat har en vis politisk indflydelse.

På forhånd har UNITA og et andet oppositionsparti, CASA-CE, kritiseret, at regeringspartiet har taget sig flere friheder i valgkampen, blandt andet ved at bruge regeringskøretøjer til at føre valgkamp, ligesom det statslige tv angiveligt har været for dos Santos, skriver VOA News.

CASA-CE har ikke tiltro til, at regeringspartiet er garant for en fair optælling af stemmesedler og vil derfor lave sin egen optælling, siger en talsmand for partiet til VOA News.

Partiets kandidat og talsmand, Lindo Bernardo Tito, siger, at hans parti frygter, at MPLA vil snyde med stemmerne for at sikre, at MPLA beholder magten og at partiets kandidat efetrfølger dos Santos.

Flere afrikanske lande har sendt valgobservatører til Angola. EU sender kun et lille hold og begrunder det med, at Angolas regering ville indføre restriktioner, herunder begrænset adgang til landet.

Ny æra

Alligevel ses onsdagens valg som en vigtig milepæl for den olierige nation.

Ifølge professor Riuk Andove fra Independent University of Angola kan det varsle en ny æra for landet.

Dos Santos får af nogle æren for, at han har skabt stabilitet i landet efter borgerkrigens afslutning i 2002. Men mange menneskerettighedsorganisationer kritiserer præsidenten for det autoritære styre, han har stået i spidsen for i årtier.

Følg livedækningen i Africa News