Varulve og rumskibe er løs i nyt afrikansk fantasy-univers

Billede fra tegneserien Yohance, der udkommer senere på året.
Foto: Paul Louise-Julie
Forfatter billede

Der har været sagt og skrevet meget om manglen på ikke-hvide repræsentationer i vestlig populærkultur i 2016. Mediedækningen af Oscar-festen i år handlede nærmest udelukkende om, at der for andet år i træk kun var hvide skuespillere nomineret. Og da blonde Scarlett Johansson og danske Pilou Asbæk fik hovedrollerne i en filmatisering af den ikoniske japanske tegneserie Ghost in the Shell, skabte det ophedet debat over den negative symbolværdi i at caste hvide skuespillere i et ærkejapansk sci-fi klenodie.

Paul Louise-Julie er en sort kunstner og tegneserienørd med afrikanske rødder. Og han efterlyser i den grad mere nuancering og respekt for den måde fremmede kulturer bliver repræsenteret på i moderne popkultur. I et interview med Okayafrica ophidser Paul sig over den måde, det egyptiske folk blev fremstillet på i det store action-flop, Gods of Egypt, tidligere i år. En film, hvor en flok hvide skuespillere, heriblandt danske Nicolai Coster-Waldau, rendte rundt og udgav sig for at være egyptiske guder og krigere.

”Jeg finder det forkasteligt, at Hollywood i vor tid udviser så åbenlys mangel på respekt for et helt folks kultur,” sagde Paul om filmen.

Afrikas svar på Tolkien

Men hvis man er utilfreds med noget, så må man jo selv ændre på det. Derfor satte Paul sig for at skabe sit eget afrikanske tegneserieunivers. Inspireret af de historier og mytologiske verdener, han kendte fra Afrika, lancerede Paul Louise-Julie sin første store tegneserie ”The Pack”. I serien bruger han netop det gamle Egypten som baggrund for en historie om mord, forræderi og… varulve!

Paul er altså ikke bange for at blande afrikansk historie med referencer fra den etablerede popkultur. Og hans næste serie, “Yohance”, går endnu videre med en afrikansk science fiction fortælling, hvor karaktererne bærer højteknologiske afrikanske masker og nyfortolkninger af traditionelle klædedragter.

Selvom ”The Pack” og ”Yohance” lyder som vidt forskellige genrer er målet at binde dem sammen i et fælles mytologisk univers, fortæller han til Comics Alliance. Ligesom Tolkien skabte sit Middle Earth-univers på baggrund af nordeuropæisk mytologi og historie er Paul i gang med at skabe et afrikansk sidestykke inspireret af egyptisk, yoruba, wolof og andre kulturer på kontinentet. På den måde kan egyptiske varulve og vestafrikanske stjernekrigere have samme referencer trods forskelle i tid og sted, på samme måde som de to amerikanske tegneseriemastodonter Marvel og DC Comics flittigt gør i deres evigt ekspanderende imperium af hæfter, film, TV, spil og legetøj.

Ikke bare en samfundskommentar

For Paul handler det ikke bare om respekt for andres kulturer, eller om manglen på mørk hud på TV. Det handler om behovet for identifikation for alle, der ikke ligner eller opfører sig som størstedelen af Hollywoods stjerner eller Marvels superhelte.

”Den ironiske sandhed var, at jeg ikke følte mig repræsenteret i nogle af de verdener, bøger, tegneserier eller film, som jeg elskede så højt. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde ville se mere original, sort fantasy fuldstændigt adskilt fra racisme eller som samfundskommentar, så måtte jeg opsøge [de afrikanske] rødder,” skriver Paul på bloggen Bleeding Cool.

”The Pack” kan købes digitalt via Amazon. ”Yohance” er sat til udgivelse senere på året.