Gå til hovedindhold

Mobile menu

Verdens fattigste betaler for USA's nye klimapolitik

Så blev rygterne til virkelighed. Det er utrolig trist og frustrerende for alle os, der lytter til videnskaben og ønsker højere ambitioner og et stærkt internationalt klimasamarbejde. USA har valgt at forlade den globale klimaaftale, der blev forhandlet på plads i Paris for godt halvandet år siden. Selvom beslutningen ikke vil standse den globale omstilling til grøn og bæredygtig udvikling, vil den få konsekvenser for verdens fattigste.
Det nordlige Kenya er et af de områder, der for alvor mærker klimaforandringerne. Her i Samburu County modtager jorden langt mindre regn i dag end for år tilbage.

Det nordlige Kenya er et af de områder, der for alvor mærker klimaforandringerne. Her i Samburu County modtager jorden langt mindre regn i dag end for år tilbage.

Klimaudfordringen må løses globalt.

Med tanke på præsident Donald Trumps tidligere kommentarer om klimaforandringer er USA's udmelding ikke en overraskelse.

Det er er dog ikke desto mindre en meget trist nyhed, og som så mange gange før er det de fattigste og mest sårbare mennesker her i verden, som kommer til at betale prisen.

Det er mennesker, der ikke selv har bidraget til den globale opvarmning, og som samtidig mangler muligheder for at tilpasse sig klimaforandringernes konsekvenser.

Klimaforandringerne er en global udfordring, og der er brug for, at alle lande, ikke mindst de store, bidrager til den grønne omstilling, vi har brug for. Det er uvist, hvor store konsekvenser USA’s exit kommer til at have for den globale opvarmning, men for de mest sårbare lande kan selv små forandringer af klimaet have katastrofale konsekvenser.

Samtidig betyder beslutningen, at USA ikke længere vil indbetale penge til initiativer som Den Grønne Klimafond, hvilket vil betyde færre konkrete projekter, der kan hjælpe ulandene med investeringer i klimatilpasning og vedvarende energi.

Andre aktører træder i karakter

At USA trækker sig ud af Paris-aftalen er i den grad en trist nyhed, men den gode nyhed er, at der er stærke kræfter i det amerikanske samfund, der ikke har tænkt sig at give efter for Trumps manglende engagement for klimaet.

Både en lang række delstater, byer og store virksomheder har slået fast, at de vil fortsætte med at forfølge Paris-aftalens mål om at begrænse den globale opvarmning mest muligt.

Samtidig har en lang række af verdens lande, store som små, fastslået at de agter at efterleve Paris-aftalen, og at USA’s beslutning ikke vil ændre på dette.

Når USA ikke vil leve op til sit ansvar i det globale klimasamarbejde, bliver der mere plads til andre lande.

EU og Kina har netop afholdt topmøde i Bruxelles, hvor de to stormagter slog fast, at de ser USA's beslutning, som en stor fejltagelse, og at de vil styrke deres koordination med hinanden på klimaområdet.

Klimaforandringerne er en global udfordring, og der er brug for lederskab.

Jeg håber derfor, at EU og Kina lægger handling bag ordene og tager ansvar. Og jeg håber, at Danmark vil gøre alt hvad de kan for, at det sker.