Verdens største eksportør af kakao importerer børnearbejde

Kakaobønner dyrkes og forarbejdes i stigende grad af børn i Elfenbenskysten
Foto: Flickr.com
Forfatter billede

Mens Den Internationale arbejdsorganisation (ILO) konkluderer at børnearbejde på globalt plan er faldende igennem det seneste årti og flere børn kommer i skole, kan der spores en stigende brug af børnearbejde i kakaoproduktionen i verdens største eksportør af kakao – Elfenbenskysten.

Så sent som i juni i år arresterede Interpol 22 formodede menneskehandlere i Elfenbenskysten og befriede 48 børn fra at arbejde mod deres vilje i kakaoplantager. Børnene kom fra de omkringliggende lande og var mellem fem -16 år og arbejdsforholdene var til stor risiko for deres helbred.

Mellem 2009 – 2014 er antallet af børn involveret i farligt arbejde i kakaoproduktion i Vestafrika generelt steget med 46 procent, fremgår det af et nyt amerikansk studie fra Tulane University, der blev offentliggjort sidste uge.

I følge rapporten arbejder 2,26 mio. børn i kakaoproduktionen i Elfenbenskysten og Ghana. Dette er en stigning på 21 procent i det absolutte antal børnearbejdere i kakaoindustrien siden 2008.

Stigningen kan spores tilbage i 2011, hvor landets krise var ved at drive over. Her begyndte folk fra nabolandene igen at immigrere til Elfenbenskysten for at arbejde i kakaomarkerne, hvor der var arbejde at få.

En anden undersøgelse, foretaget af UNICEF og Elfenbenkystens regering, estimerer, at antallet af børnearbejdere i landet er mere end fordoblet fra 800.000 før krisen til 1,62 mio. i dag.

UNICEF vurderer, at 10,9 procent af disse børn er ofre for grænseoverskridende menneskehandel.

“Fra 2009 – 2014 er antallet af børn involveret i farligt arbejde i kakaoproduktion i Vestafrika generelt steget med 46 procent”, ifølge ny forskning fra Tulane University. 

 

Forskel på teori og praksis

Siden 2013 har regeringen investeret omkring 40 mio. dollars i initiativer til at reducere børnearbejde, herunder at bygge skoler og oprette et tracking-system til at identificere børn i farezonen og udføre undersøgelser.

Straffen for at tvinge børn i arbejde i Elfenbenskysten varierer mellem et – fem år i fængsel og mellem 800 – 2.200 dollars i bøder. Men i praksis håndhæves loven sjældent, skriver Reliefweb.

“The actions of prevention and protection cannot eradicate the phenomenon of child labour without vigorous action of prosecution and punishment against the perpetrators of trafficking and exploitation by offenders,” udtaler Martin N’Guettia, medlem af den interministerielle komité i Elfenbenskysten og national koordinator for aktion mod menneskehandel.

Paradigmeskift

Fairtrade skriver på deres hjemmeside, at deres egne undersøgelser blandt deres producenter viser, at børnearbejde forbliver et skjult problem af frygt for sanktioner mod dem, der vil rejse et kritisk syn på emnet.

Fairtrade påpeger, at hvis industrien virkelig vil se en ende på de farlige børnearbejde i de forskellige dele af produktionen, skal der et paradigmeskift til, hvor landmændende, de unge og lokalsamfundene skal i front.

Her har både de store internationale firmaer og forbrugerne også deres ansvar for at købe kakao til en rimelig pris.