Verdensbanken: “Vi render rundt som hovedløse høns”

ivan_rossignol
Ivan Rossignol fra Verdensbanken holder sit oplæg på endagsseminaret.
Foto: Gerd Kieffer - Globalnyt
Globalnyt

8. november 2016

Knap 60 mennesker fra 10 forskellige lande mødte i går op i Eigtveds Pakhus for at deltage i Udenrigsministeriets endagsseminar med overskriften ”Private Sector Development in Conflict and Fragility Affected Environments” – herefter forkortet FCV-områder.

FCV er Verdensbankens forkortelse og står for Fragility, Conflict og Violence og betegner altså områder eller lande, hvor ustabilitet, konflikt og/eller vold gør udvikling og fattigdomsbekæmpelse vanskelig.

Ifølge Verdensbanken lever to milliarder mennesker i dag i sådanne områder.
Tanken bag seminaret er at kigge på og dele erfaringer om, hvordan styrkelse af den private sektor i disse områder kan hjælpe med at bekæmpe fattigdom og sikre udvikling.

Som chefrådgiver i UM, Henrik Vistisen, siger i sin velkomst: ”Seminaret er en mulighed for at øge vores viden om, hvad der virker hvor.”

Ikke flere rapporter

En af dagens hovedtalere er Ivan Rossignol, som er leder for Verdensbankens tekniske rådgivningsenhed for global handel og konkurrence, hvor han også leder enhedens arbejde med at stimulere den private sektor i FCV-lande – et indsatsområde som også var et af hovedtemaerne i Rossignols oplæg.

Med reference til den verdensberømte udviklingsøkonom Paul Collier fortæller Rossignol, at det gælder om at øge de økonomiske muligheder i et område for at mindske risikoen for vold.

”90 procent af jobskabelsen i udviklingslande kommer fra den private sektor” siger han. Fra Verdensbankens side handler det derfor i høj grad om at stimulere udviklingen af den private sektor og at acceptere kompleksiteten i områderne og justere indsatsen undervejs:
”Vi skal opbygge kapacitet – ikke producere flere rapporter om kapacitet,” siger Rossignol og bliver mødt af smågrin fra salen.

”It’s the wife stupid”

Men at agere i FCV-områder er svært. Der er udfordringer i form af små markeder, dårlig infrastruktur og usikre værdikæder, og så er de usete strukturer at tage hensyn til.

”Det er ikke en mulighed at være konfliktblind, for så er vores chance for at nå i mål meget lav,” slår Anette Hoffmann fast. Hun er senior research fellow hos Conflict Research Unit of the Netherlands Institute of International Relations, hvor hun beskæftiger sig med hvordan den private sektor kan bidrage til fred og forhindre konflikt.

Hun forklarer, at det gælder om ikke kun at kigge på, hvad hun kalder toppen af isbjerget – ’hvad vi kan se’ – for det er konteksten nedenunder, der har afgørende betydning. Hvis man først forstår dynamikkerne bag konflikten, magtstrukturerne i området – relationer, incitamenter og interesser, så kan man pludselig agere på en anden måde.

”Det handler om magt – og hvem, der har magten i området, og her er det ofte nummer to eller konen, der hiver i snorene,” afslører Hoffmann og skifter til et slide med titlen ”It’s the wife stupid” og fotos af præsidentkonerne i henholdsvis Zimbabwe, Djibouti og Somaliland.

Mangler forskning

Et stort problem, som flere af dagens oplægsholdere nævner, er dog, at der ganske enkelt mangler forskning på området. Der er behov for dybdegående forskning og empirisk evidens, der kigger på, hvad der virker og hvorfor.

Under en Q&A-session siger Ivan Rossignol direkte, at Verdensbanken ”render rundt som hovedløse høns”, fordi de ikke er sikre på, hvor pengene skal placeres. Ikke desto mindre er han positiv, fordi han oplever en stigende interesse fra både forskere og udviklingsmiljøet om, hvordan den private sektor kan have indflydelse på udvikling i FCV-områder.

Nu mangler der så bare en interesse fra de private virksomheder, kunne man indvende. For én ting er at støtte den lokale privatsektor, noget andet er at lokke for eksempel danske virksomheder til at investere i FCV-områder, hvor Den Internationale Finansieringsinstitution, IFC (der er en del af Verdensbanken) vurderer, at det er op til tre gange så dyrt at lave forretning.

At erhvervslivet mangler på seminaret understreges af et spørgsmål fra en kvinde fra det hollandske udenrigsministerium: ”Hvor er repræsentanterne fra det private erhvervsliv?”