Verdensberømt indisk sitarspiller gæster Danmark til sommer

Anoushka Shankar giver koncert i København den 7. juli
Foto: Kristoffer Juel Poulsen, Jazz.dk
Forfatter billede

Selv hvis sitarmusik ikke siger dig så meget, er en koncert med Anoushka Shankar måske et besøg værd.

Som datter af den største sitarspiller nogensinde, Ravi Shankar, og halvsøster til Norah Jones, har Anoushka Shankar musik i blodet. Til sommer besøger hun Danmark med sit strengeinstrument, når Copenhagen Jazz Festival åbner den 7. Juli. Det skriver Festivalen i en pressemeddelelse.

Det bliver i familien

Den 36-årige indiske sitarspiller og komponist Anoushka Shankar har dybe rødder i indisk klassisk musik og er i dag en selvstændig stemme på den progressive verdensmusikscene. Siden hun var 9 år gammel, har hun studeret hos sin far, sitarlegenden Ravi Shankar, der gik bort i 2012.

Med sin eksperimenterende lyd, der kombinerer klassisk indisk musik med nye og mere vestlige genrer som flamenco og jazz har Anoushka Shankar gjort sig gældende på verdensmusikscenen i en årrække.

Hun blev den første indiske kvinde og samtidig yngste nominerede nogensinde til en Grammy i verdensmusik-kategorien. I dag kan hun skrive fem Grammy-nomineringer på sit CV, der også tæller optrædener i alle de store koncertsale verden over. Shankar er desuden kendt som en progressiv stemme indenfor bekæmpelse af social ulighed gennem sin musik – på både verdensplan og i sit hjemland.

Tilbage til Danmark

Siden hun første gang gav koncert på dansk jord i 2012, har hun udgivet en stribe albums, der hver gang udforsker nye musikalske territorier og genrer. Hendes eksperimenterende tilgang til musikalske genrer har da også ført til mange interessante samarbejder på tværs af stilarter, blandt andet med Sting, M.I.A, Herbie Hancock, Peter Gabriel, Madonna, Nina Simone og ikke mindst Ravi Shankar og halvsøsteren Norah Jones.

Anoushka Shankar spiller i DR’s Koncertsal den 7. juli, og arrangørerne meddeler, at halvdelen af billetterne allerede er aftaget.

Læs mere om koncerten og billetsalg på Facebook.