Verdenskendt DNA-forsker får Ørsted-prisen

Eske Willerslev.


Foto: Københavns Universitet
Forfatter billede

Prisoverrækkelsen fandt sted i Ørstedspavillionen i Rudkøbing ved et arrangement, hvor Eske Willerslev holdt festforelæsningen. Han er professor og dr.scient. ved Københavns Universitet og leder af universitetets Center for Geogenetik.

HC Ørsted Prisen, der uddeles årligt, blev indstiftet i 2013 af HC Ørstedselskabet og Langelands Kommune, og den tildeles som påskønnelse for at have bidraget til at fremme HC Ørsteds opfattelse af naturvidenskab og ånd som to sider af samme sag.

Ved udvælgelsen lægges der stor vægt på, at prismodtageren gennem æstetiske oplevelser har medvirket til at gøre naturvidenskaben tilgængelig for den brede offentlighed.

I sin begrundelse for at tildele Eske Willerslev HC Ørsted Prisen 2016 skriver priskomiteen: 

”Prisen gives for hans internationalt anerkendte DNA forskning, der på mange måder har været med til at omskrive historien. F. eks, at der boede mennesker i USA for 14.000 år siden, og at de australske aboriginere var meget tidlige udvandrere fra Afrika/Mellemøsten”.

“På den måde er verden anderledes, end vi troede, inden Eske Willerslevs forskningsresultater forelå. Ganske som verden blev helt anderledes efter HC Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen”.

“Eske Willerslev er enestående, fordi han har forenet sin DNA forskning med grænseoverskridende feltarbejder i både Sibirien og blandt indianere i USA”.

“Prisen gives videre for hans arbejde med at formidle sin forskning til omverdenen. I øvrigt endnu et lighedspunkt med HC Ørsted, der gjorde meget ud af at få videnskabelige resultater formidlet til offentligheden”.

“Endelig gives prisen for Eske Willerslevs optagethed af grænsefladerne mellem videnskaben og det åndelige”.

“Videnskaben kan forklare en del af virkeligheden, som også består af kræfter og energier, vi endnu ikke forstår, og som er genstand for tro og overtro. I den sammenhæng er ligheden med Ørsteds optagethed af ånden i naturen jo slående.”

Mere om prismodtageren på Wikipedia

Han er udpeget af en priskomité bestående af: 

  • Professor Claus Michelsen, Syddansk Universitet (formand) 
  • Fhv. minister Charlotte Sahl-Madsen (K) 
  • Direktør Kim Hansen, Langelands Elforsyning 
  • Borgmester Bjarne Nielsen (V), Langelands Kommune 
  • Professor Johs. Nørregaard Frandsen, Syddansk Universitet 
  • Formand for HC Ørstedselskabet, Troels Krøyer.