Verdensspejl Festival – globale aha-oplevelser

verdensspejl1
Forfatter billede

Verdensspejl Festival er en global og interkulturel festival i Aarhus Festuge. Festivalen har fokus på at bygge broer, hvor andre trækker grænser. At overraske med nye (positive) perspektiver på globale temaer. Og at vise eksempler på social og kulturel rigdom fra dele af verden, der ellers mest bliver beskrevet som fattige.

Verdensspejl Festival er syv dage med global oplysning, kulturudveksling, samarbejde og samvær på tværs af nationaliteter og kulturer i et uformelt og familievenligt forum.

En festival, der fejrer verdens farverige mangfoldighed og byder på globale aha-oplevelser og berigende kulturmøder.

Insekter og dabkedans

Verdensspejl Festival byder på glade kulturmøder, debat, film og fortællinger samt globalt modeshow, leg, dans, aftensmad og et marked fyldt med spændende ting fra hele verden. Festivalens program bringer gæsterne vidt omkring. Hver dag har et nyt tema.

Det er på Verdensspejl Festival, du kan opleve Indiens elskede barnestjerne Roja Kannan, der har danset sig gennem hundredvis af film, og du kan selv få lov at prøve kræfter med Bollywooddans, når danserne Charmilia og Sasidevi Chandrabalan lærer fra sig. Hvis du får smag for at spjætte med fødderne, kan du desuden både slå dig løs til den syriske folkedans dabkedans og til vestafrikansk dans.

Hver aften har festivalen en ny og spændende oplevelse fra et sted i verden. Du kan blandt andet høre om den aktuelle situation i Nicaragua, Venezuela og Syrien, blive oplyst om bæredygtighed i Nepal og deltage i en workshop om at spise insekter – og selv smage på dem.

Hvis insekterne ikke stiller sulten, kan du desuden købe en portion samosa, dal bhat, jollof ris, pabellon criollo, alu panir eller en anden spændende ret fra Zambia, Nepal, Senegal, Venezuela og Indien. Du kan naturligvis også bare slå dig ned med en god kop kaffe og nyde den livlige atmosfære.

Bag festivalen står U-huset i Aarhus. Det er en forening, der samler en række u-landsorienterede organisationer og sætter globale spørgsmål på dagsordenen. Festivalen bliver koordineret af MUNDU – center for global dannelse.

Festivalen finder sted fra mandag den 3.september til søndag den 9. september i Børnekulturhuset, Brobjergskolen, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus C.

Læs meget mere på festivalens hjemmeside