Virksomheder spillede fodbold for FN’s verdensmål

fn_verdensmaal_fodbold
Forfatter billede

For første gang nogensinde var koncerthallen Forum forvandlet til et fodboldstadion, da de lagde arena til den velgørende fodboldturnering Play for the Goals, hvor over 500 mennesker og 35 virksomheder deltog.

Manden bag Play for the Goals er Christian Møller-Holst, der er stifter af den velgørende hotelportal Goodwings.com, hvor du kan booke hotel og donere 50 pct. af Goodwings’ kommission til et godt formål.

Med de mange årlige landsdækkende indsamlinger mener han, at det er nødvendigt at skabe opmærksomhed på en anden måde.

”Meget få virksomheder kender til FNs verdensmål, og skal vi have fat i det travle erhvervsliv og fortælle dem om de mange gode formål, man kan støtte, så skal vi have dem ud af mødelokalet og væk fra de kedelige præsentationer, og det prøver vi med Goodwings,” siger Christian Møller-Holst i en pressemeddelelse.

”Jeg vil gerne sætte fokus på erhvervslivets rolle i opfyldelsen af verdensmålene, for mange virksomheder vil gerne selv tage ansvar og være mere bæredygtige, men ved ikke hvor de skal starte. De kan gøre en kæmpe forskel, så jeg arbejder for en fremtid, hvor det bliver både let og sjovt at arbejde for opfyldelsen af verdensmålene.”

I 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere verdensmålene, som italesætter de største udfordringer for verden og skal sikre, at det internationale samfund og erhvervsliv frem mod 2030 arbejder hen imod en mere bæredygtig udvikling.

Advokatfirma smed slips og jakkesæt

Medarbejderne fra advokatfirmaet Lundgrens, der holder til i Hellerup, havde selv forladt kontoret for at snøre fodboldstøvlerne for en god sags tjeneste. Fodboldspillerne scorede mål for kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene.

”Vi var meget glade for at deltage i Play for the Goals og gøre en forskel. Det gode formål er grunden til, at vi brugte en halv arbejdsdag på at spille fodbold. De seneste seks måneders fokus fra blandt andet Me too-kampagnen viser, at meget stadig kan gøres for kvinders rettigheder,” siger Morten Rosenmejer, der er partner i Lundgrens.

”Det var dejligt forfriskende at være ude af mødelokalet og lære om FNs verdensmål på en aktiv måde. Jeg føler selv, at vi alle fik en masse ud af det,” siger Morten Rosenmejer.

Goodwings Company Cup er partnere med Eir Soccer, som har grundlagt Global Goals World Cup. Her arbejder de to danske direktører Rikke Rønholt og Majken Gilmartin for at skabe bæredygtig udvikling og ligestilling mellem kønnene gennem sport. De har før afholdt lignende turneringer i Nairobi.