Voldsom storm trak spor af ødelæggelse over Fiji

Laurits Holdt

I weekenden, 20. og 21. februar, fejede den tropiske storm Winston over østaten Fiji i Stillehavet og  forårsagede store ødelæggelser. Da stormen var på sit højeste var vinden på 230 kilometer i timen og der kom vindstød på op mod 325 kilometer i timer. Dermed er stormen en af de værste, der nogensinde har ramt den sydlige Stillehavsregion.

Ifølge landets myndigheder er seks personer blevet dræbt under stormen.

Der er rapporter om omfattende ødelæggelser fra flere af landets regioner og strømmen er gået over det meste af landet.

I et område er 150 huse helt ødelagt og 60 andre er beskadigede. I et andet område er 27 huse ødelagt. I en landsby på øen Koro er alle huse samt skolen, kirken og forsamlingshuset ødelagt.

Midlertidigt udgangsforbud

Myndighederne har indført udgangsforbud for at redningsmandskab og offentlige myndigheder plads og ro til at rydde veje og få de offentlige services i gang igen. Det forventes at udgangsforbuddet hæves tirsdag.

Også telefonforbindelserne er brudt sammen og det new zealandske forsvar har indsat et overvågningsfly for at få overblik over situationen i øriget, der består af flere end 330 øer, hvoraf 110 er permanent beboede. Landet har knap 860.000 indbyggere.

Regeringen har endnu ikke bedt om international assistance men Australien er klar med helikoptere, der f.eks. kan bringe nødhjælp frem.
Også FN tilbyder sin hjælp og den regionale afdeling af FN's nødhjælpsorganisation, OCHA, er til stede med danske Sune Gudnitz i spidsen.

Landets internationale lufthavn er lukket men forventes at åbne igen tirsdag.