WHO: Antallet af 60+-årige er fordoblet i 2050

gammel_somali_dame_wiki
Ældre kvinde fra Somalia
Foto: Wikipedia
Forfatter billede

For første gang nogensinde kan størstedelen af verdens befolkning forvente at leve til de er i 60’erne og for manges vedkommende også længere end det.

Det skriver Verdenssundhedsorganisationen WHO i sin årlige rapport om aldring og helbred, der udkom på Den Internationale Dag for Ældre 1. oktober.

Forandringerne er markante. En barn, der bliver født i Brasilien eller Burma i år kan forvente at leve 20 år længere end et barn, der blev født i samme land for blot 50 år siden.

I mange udviklingslande og mellemindkomstlande skyldes den længere gennemsnitlige levetid, at dødeligheden for børn og mødre er faldet markant, og at vi er blevet bedre til at behandle en række sygdomme.

Forældede stereotyper

Når man medregner det faldende fødselstal i de fleste lande, har denne tendens en stor betydning for befolkningssammensætningen i det meste af verden.

I Iran er kun omkring 10 procent af befolkningen i dag over 60 år. Om kun 35 år vil det være hver tredje, der har rundet de 60, skriver WHO.

Men i takt med, at antallet af ældre mennesker stiger globalt, stiller det også nye udfordringer til sundhed, behandling af sygdomme, offentlige udgifter til ældre og en lang række andre aspekter.

Rapporten forsøger at dreje debatten om den grånende befolkning ud på et nyt og meget bredere territorium. For med den rigtige politik og de rigtige ydelser kan der være masser af muligheder i en aldrende befolkning – både for den enkelte og for samfundet, skriver WHO i rapporten.

WHO peger også på, at mange almindelige antagelser og formodninger om ældre mennesker er baseret på forældede stereotyper.

Der findes eksempelvis ikke længere nogen ”typisk” ældre person, skriver WHO i rapporten. Der er store forskelle på ældres kunnen og sundhedstilstand, hvilket ofte hænger naturligt sammen med deres livsforløb.

Samtidig påpeger en ny rapport fra FN’s arbejdsorganisation, ILO, ikke alene alvorlige mangler i mange landes, inkl. europæiske landes, ældreforsorg, men også at der kan skabes millioner af nye arbejdspladser ved at få disse behov dækket ordentligt.

Læs WHO-rapporten her

Læs ILO-rapporten her