WWF lægger pres på supermarkeder med ny kampagne

vegetables_in_supermarket_-_dsc04975-001
Forfatter billede

WWF Verdensnaturfonden lancerede tirsdag d. 21. marts en ny fødevaresatsning, som skal lægge pres på supermarkederne for at sikre flere ansvarligt producerede fødevarer. Flere eksperter fremhæver fødevareproduktion på linje med den globale opvarmning ift. de største trusler mod kloden. Hvis verdens kommende ni milliarder mennesker skal kunne brødfødes, skal fødevareproduktionen stige med 70 % inden 2050. Indenfor samme tidsramme er det ifølge flere forskere muligt at kunne sænke mellem 30-70 procent af CO2-udledningen i 2050 alene ved at ændre kostvaner.

WWF Verdensnaturfonden understreger derfor nødvendigheden af, at både effektivisere landbruget og ændre vores forbrugsmønstre markant, især på områder såsom madspild og kødforbrug, der er den største synder ift. pres på natur og klima. Ud af de 17 ton CO2 hver dansker i gennemsnit udsender om året, stammer 3-4 ton fra fødevareproduktion.

Christoph Mathiesen, seniorrådgiver på fødevarer i WWF Verdensnaturfonden, understreger at ”Supermarkederne har et stort ansvar for at sikre, at bøffen i køledisken ikke har ryddet regnskov, at tunen i dåsen ikke er overfisket, og at det er nemt og attraktivt som forbruger at vælge de grønne og klimavenlige varer”. Ifølge en ny Megafon-måling foretaget for WWF Verdensnaturfonden med deltagelse af mere end 1100 respondenter, er de danske forbrugere villige til at ændre madvaner, hvis det kan gavne natur og klima.

45 % af de adspurgte svarer, at de er villige til at spise mindre kød, hvis det kan reducere CO2-udledningen, og for 61% har det stor eller meget stor betydning for, hvor de vælger at handle ind, at supermarkedet arbejder aktivt for at undgå madspild. Op mod 69 % ønsker, at supermarkederne indfører flere økologiske varer.

Christoph Mathiesen fortsætter: ”Supermarkederne spiller en afgørende rolle som bindeled mellem forbrugerne og fødevareproducenterne – og har stor magt over om varerne på hylderne i butikken er bæredygtige og ikke presser natur og klima”. WWF Verdensnaturfonden mener, at politikerne skal forbedre lovgivning for klimavenlige fødevarer, og at supermarkederne skal bidrage til at gøre det nemmere for forbrugerne at spise klimavenligt.

Organisationen opfordrer forbrugerne til at lægge pres på supermarkederne og stiller i deres nye kampagne 5 krav:

1. Supermarkederne skal gøre det attraktivt og let at vælge grøn og klimavenlig mad.

2. Supermarkederne må aldrig smide spiselig mad ud.

3. Supermarkederne skal sikre, at der altid er et økologisk alternativ.

4. Supermarkederne skal sikre, at fisk og skaldyr er fanget og opdrættet uden at skade naturen.

5. Supermarkederne skal sikre, at ingen varer har bidraget til at ødelægge tropisk skov.

Der kan læses mere om kravene her