Zanzibar anholder 20 for homoseksualitet

homo_sydafrika_2013_foto_niko_knigge
Forfatter billede

Myndighederne i Tanzania og på øen Zanzibar har strammet kursen over for homoseksuelle. I weekenden blev 20 personer anholdt på mistanke om homoseksuel adfærd.

De 20 anholdte befandt sig på et hotel, hvor de deltog i et seminar om HIV/Aids, skriver flere internationale medier.

Homoseksualitet er en strafbar forbrydelse i Tanzania, som Zanzibar er en del af. I værste fald kan man få 30 års fængsel for at være homoseksuel.

Myndighederne har indført forbud mod, at private sundhedsklinikker informerer om HIV/Aids, fordi de mener, at det opfordrer til homoseksualitet. Regeringen meddelte i februar, at der fremover vil blive holdt skærpet øje med denne type klinikker.

Sidste år forbød regeringen ligeledes import og salg af glidecreme. Argumentet er, at den type varer er en opfordring til homoseksuelle aktiviteter.

I LGBT Danmark følger man den seneste udvikling tæt og med bekymring. Men den danske LGBT-organisation er meget bevidst om, at øget internationalt pres historisk set ikke altid har ført til forbedringer for LGBT-personer lokalt.