Zimbabwes regeringsførelse og landbrugssektor får bundkarakter

Laurits Holdt

Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

I forlængelse af den megen mediedækning om Zimbabwe i de danske medier i forbindelse med valget i landet, kan man nu ved selvsyn se effekterne at den førte politik i landet under den genvalgte præsident Mugabe. Og de er nedslående.

Zimbabwe er rangeret som nummer 47 ud af 52 lande i den nyligt publicerede 2013 Ibrahim Index of African Governance rapport – ifølge rapporten selv er det ”den mest omfattende samling af kvantitative data om regeringsførelse i Afrika”, der monitorerer landene ud fra 57 kriterier indenfor kategorierne retssikkerhed, menneskerettigheder, økonomi, og menneskelig udvikling. 

Rapporten udgives af den Mo Ibrahim Foundation, som blev startet af sudanesisk-fødte mangemillionær Mo Ibrahim, som tjente sine millioner i mobiltelefon-industrien, blandt andet ved i slutningen af halvfemserne at sætte gang i mobiltelefon-markedet i Afrika, som få andre ville røre ved på daværende tidspunkt.

Konsekvent scoret lavt

Zimbabwe har konsekvent scoret lavt og været blandt de ti dårligst scorende lande siden 2000, sammen med lande som Chad, Den Demokratiske Republik Congo, og den Centralafrikanske Republik. Og dette selvom rapporten pointerer at der generelt har været ”generelle forbedringer i Afrika siden starten af århundredet”.

Især indenfor landbrugssektoren, velfærd, regeringsførelse, forholdene for erhvervslivet, og rettigheder scorer Zimbabwe lavt i forhold til de andre Afrikanske lande, og med hensyn til landbrugssektoren scorer Zimbabwe endda lavest af alle, med en score på lige over en tredjedel af det næstlavest scorende land, Guinea-Bissau.

Ifølge Hilary Zhou, som er koordinator for Zimbabwe People’s Land Rights Movement, er et af problemerne for befolkningen i landområderne og for Zimbabwes landbrugssektor, at lovgivningen på området er fra kolonitiden, og derfor tilbøjelig til både at være særdeles topstyret og at forfordele de rige, at jordreformerne ikke har været balancerede, samt at udenlandske investeringer ikke nødvendigvis er gavnlige for almindelige mennesker.

Ignorerer almindelige menneskers rettigheder

”Politikken på landbrugsområdet ignorerer almindelige mennesker i landområders rettigheder”, siger Hilary Zhou, ”og politikkerne er ikke bæredygtige, da disse menneskers adgang til landbrugsjord således bliver begrænset. Dette er med til at hæmme den økonomiske udvikling i landområderne”.

Hilary Zhou nævner mange fattige zimbabweaneres adgang til vand som et eksempel på denne tendens.

”Retten til vand er en af de store udfordringer for samfundene i landområderne, ikke mindst i de tørre områder af landet, eftersom de fleste vandresurser kontrolleres af regeringen. I mange tilfælde har småbønder ikke adgang til vand, fordi de ikke kan betale det det koster”.

De meget omtalte jordreformer, som Mugabes regering har indført, har gavnet nogle mere end andre, siger Hilary Zhou.

”Jordreformerne blev implementeret på uholdbar vis. Bortset fra de tusinder som rent faktisk havde gavn af disse reformer, var der nogle som fik tildelt store landområder som de ikke opdyrker”.

Udenlandske investorer og eliten skummer fløden

Og udenlandske investorer, som mange i Vesten ser som løsningen på lande som Zimbabwes problemer, skummer sammen med Zimbabwes elite fløden af landets mange naturresurser.

”Vi ser eksempelvis hvordan kinesiske investorer slipper af sted med ulovlige mineaktiviteter, selvom vi har påpeget dette overfor de lokale myndigheder, mens almindelige mennesker som blot prøver at overleve ved at lave alluviale miner bliver arresteret”.

Zimbabwe People’s Land Rights Movement kæmper derfor for en fattigdomsorienteret landbrugspolitik, der i langt højere grad sikrer en ligelig fordeling og brugsret til Zimbabwes jord og resurser. For kun herigennem vil landbrugssektoren kunne skabe en både økonomisk og rettighedsmæssig vækst.

Peter Kenworthy er kommunikationsmedarbejder i organisationen Afrika Kontakt