Zimbabwisk kunstner vinder stor kunstpris

Zimbabwean artist Gareth Nyandoro in conversation with ART AFRICA magazine
Foto: Screenshot fra YouTube
Forfatter billede

Gennem sin kunst kreerer Gareth Nyandoro levende abstrakte skildringer af handelslivet i Zimbabwes hovedstad Harare. Værkerne illustrerer ofte genkendelige objekter fra hverdagslivet, såsom cykler, høns og solbrillesælgere. Måden hvorpå sælgerne på gaden i Harare opstiller deres varer og arrangerer deres boder, er i hans øjne i sig selv meget kunstnerisk.

Det, der møder ham på vejen, fungerer som inspiration for hans kunst, hvor eksempelvis sælgeres vareopstillinger kan være med til at forme nye farve og kompositions ideer, forklarer Nyandoro uddybende til Art Africa Magazine.

Valget af motiver begrundes af Nyandoro som værende et forsøg på at fokusere på objekter, som er så velkendte, at de næsten bliver usynlige, samt at genskabe situationer, som folk ikke i hverdagen bider mærke i, skriver Financial Times. Det er samtidigt vigtigt for ham, at hans kunstværker er velkendte for den lokale befolkning for at sikre, at de let kan relatere til den.

Kreativt boom i Zimbabwe

Det økonomiske kollaps i Zimbabwe samt landets politiske udfordringer har ifølge Financial Times været med til at stable en spirende kunstscene på benene i landet. Landet boomer med kreativitet, forklarer Nyandoro. Det faktum, at regeringen stort set ikke støtte kunstnere, har ikke stoppet folk. Kunsten bliver stadig skabt, men for egne midler.

Nyandoro, der oprindeligt er uddannet grafiker, benytter sig af mange blandede materialer i sin kunst. Hans værker kan betegnes som en ekspressiv stil af grafik, der samtidig inkorporerer elementer af tegning, ætsning, maling, vævning og collage.

Hans sammensatte stil og metode kan spores tilbage til mangel på materiale under hans uddannelse. En mangel, han selv omtaler som en ’blessing in disguise’ til Art Africa Magazine, da det tvang ham til at improvisere og være kreativ, når det kom til anskaffelsen og brug af materialer i hans kunst.

Gareth Nyandoros billeder kan bl.a. ses på instagram.com under hashtagget #garethnyandoro