Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Søndag aften havde de danske gæster på dokumentarfestivalen CPH:DOX æren af at overvære verdenspremieren på ‘Birds of September’. Det skete i Dagmar i København og i selskab med filmens libanesiske instruktør Sarah Francis.
Filmen er svær at genrebestemme, men Beirut udgør rammen og måske også grundlaget. U-landsnyt.dk spurgte efter filmen instruktøren, hvad det er med den by.
Kameraet føres i stilhed hen over husmurene i den libanesiske hovedstad. Farverne er douche og rolige, men bliver nu og da afbrudt af martyrplakater, skudhuller fra borgerkrigen, 1975-1990, nogle metallåger og reklameskilte. Mellem og over husene hænger guirlander af ledninger.
Filmet med så nænsom hånd får Beiruts skjulte skønhed lov at udfolde sig.
En stemme lægger sig hen over billederne og fortæller en historie om en kvinde, der er blevet ét med byen. I sine drømme forsøger hun at adskille sig fra byen, at genskabe sine egne konturer. “Lykkedes det?” spørger han. “Det ved jeg ikke. Jeg vågnede.”
Så øges tempoet, og Beirut fremstår som dét, de fleste forbinder byen med: virvar og larm på grænsen til kaos. Hvad er by og hvad er menneske?
Sarah Francis undersøger i ‘Birds of September’ sit eget forhold til sin by, Beirut. Og hun gør det gennem andre bysbørn.
Hun inviterer dem ind i noget, der mest af alt er en udvidet pope-mobile; altså en glaskasse på hjul. Den bliver hendes boble, der skærmer hendes projekt mod byens larm og overstimulering.
Den gamle ræv, cigaretdamen og yogamanden
I glaskassen sidder personerne som i en skriftestol. De siger ikke noget, men holdes fast af kameraets blik, mens Sarah Francis’ interview med dem og optagelser fra deres miljøer kører som voice-over. Kassen snor sig gennem Beiruts gader og hektiske trafik samtidig med, at personernes jeg blotlægges.
Den gamle ræv har en forretning, hvor han har 12 damer ansat. De siger alle til ham, at de elsker ham og vil være sammen med ham. Han synes, det er noget pjat, men siger alligevel, at han også elsker dem – bare for at få fred.
Han har nemlig nogle klienter, hvis behov skal tilfredsstilles. Hvad disse behov er, kan man kun gisne om, men ræven er street-wise og har lært sig at læse mennesker for at tyde deres behov og ønsker.
Ræven er kun bange for sin kone.
Cigaretdamen kæderyger sig gennem turen. Hun fortæller, at hun tjener så lidt, at hun er flov over at sige det og at hun har været nødt til flytte væk fra byen for at kunne betale husleje.
Cigaretdamen er kun bange for regninger.
Yogamanden sætter sig i lotusstilling og beretter om sit søgende sind. Alle livets store spørgsmål. Han blev glad, da han læste, at hjertet er det første, der dannes i mennesket og han bliver glad hver morgen, når hans spurve synger.
Yogamanden bliver trist, når solen ikke skinner f.eks. som nu i september, hvor året går på hæld.
Det er storby-prototyper som vi alle kender dem, og måske alle indeholder en lille del af.
Alle venter på, at noget skal ske
En ung pige sidder med benene trukket ind til sig. ‘Alle venter på, at noget skal ske i deres liv,’ siger hun, og dér rammer hun noget centralt Sarah Francis’ fortælling. Der er en tristesse ved Sarahs passagerer, noget uforløst.
Den unge pige er 29 år. Hun vil ikke føle sig som en rigtig kvinde, før hun har født et barn- problemet er, at der ingen mand er.
Den troende sygeplejeske er flyttet til Beirut for at være tæt på sin søn. Samtidig arbejder hun med ældre, og døden er aldeles nærværende i hendes hverdag. ‘Det hele er forudbestemt,’ siger hun.
Cigaretdamen, der er fraskilt, vil bare gerne møde en sød mand. På den måde ligner Beiruts indbyggere alle andre storbyboere – omgivet af så mange mennesker og alligevel ensomme.
Filmen er kontrolleret og åben på én gang.
Den er ikke en klassisk dokumentar – nok nærmere et antropologisk studie. Beirut med sit smukke forfald bliver indirekte hovedrolleindehaver, fordi ‘Birds of September’ beder én om at dvæle ved de krakelerede konturer.
Arkitekturens og menneskenes ufuldkommenhed falder i et med hinanden.
Beiruts børn
Hvad er det ved Beirut, der gør, at byen altid kommer til fylde så meget i de værker den indgår i?
For mit vedkommende er det, fordi det er der jeg er født og opvokset. Byen har formet mig og jeg udspringer der fra, svarer Sarah Francis.
Men min film handler ikke om Beirut. Gjorde den det, ville jeg have været nødt til arbejde i nogle meget fastlåste rammer. Filmen handler om det, der sker for mig der, hvad det sætter i gang hos mig.
Den er en personlig rejse.
Hvordan har du udvalgt dine passagerer?
Tilfældigt. Jeg gav mig selv en måned til at tale med folk omkring mig. På gaden. I butikken. Mit eneste kriterie var nysgerrighed.
Jeg gik ikke efter særligt spektakulære historier, men søgte i stedet livshistorier om folks drømme og bekymringer.
Er der et fællestræk hos dine ni passagerer?
Som udgangspunkt nej. Men da jeg så optagelserne, gik det op for mig, at alle var lidt triste eller utilfredse i deres liv.
Er dét, som den 29-årige pige siger, fordi de alle venter på at noget skal ske?
Ja, det er det måske, men jeg vil ikke gå så langt og sige, at det er særegent for folk i Beirut.
Har din film nogen forbindelse med den libanesiske bog-klassiker ‘Birds of September’ af Emily Nasrallah (fra 1962), som handler om libanesere, der forlader deres hjemland for et mildere klima i overført betydning? Vil personerne gerne væk fra byen?
Nej, der er ingen forbindelse med bogen. Det er et rent tilfælde. Først senere kom jeg i tanker om, at jeg havde læst den i skolen.
Man skal ikke tillægge filmens titel nogen særlig symbolsk betydning. Jeg valgte den titel, fordi den giver et billede af en årstid, hvor tingene skifter, og ja, måske bliver lidt triste efter sommeren.
Og det vil nogen gerne væk fra. Men personer som cigaretdamen og taxachaufføren vil helst af alt blive i byen.
Filmen låner byens børn
Det kan godt være, at ‘Birds of September’ ikke handler om Beirut, men byen, der har været så grueligt meget igennem og indeholder så mange kontraster, skinner igennem både filmen og dens personer.
Det er som om filmen har lånt Beiruts børn en kort stund, sat dem i en glasklokke for at studere dem ude af kontekst for så at sætte dem fri igen. De folk ville ikke være dem, de er, uden byen, og byen ville være den, den er, uden de folk.
Så til kvinden, der gerne vil skære sig fri af sin by: anerkend hellere, at I hænger uløseligt sammen og tag det med dig, hvis du søger nye græsgange, for det vil altid være en del af dig, ellers vågner du bare igen.
Således fortæller Sarah Francis smukke film os noget basalt og universelt på samme tid: vi er det vi kommer fra.
Birds of September kan ses tirsdag d. 12. november kl. 12 i Dagmar Teatret i Jernbanegade i København
For forfilm og mere information besøg http://cphdox.dk/screening/birds-september
Se også om Beirut på http://en.wikipedia.org/wiki/Beirut
Og om bogen “Birds of September” på
http://www.emilynasrallah.com/english/books/touyour.html
