Danmark øger indsatsen mod pirateri i Vestafrika

gulf_of_guinea_english
Pirateri i Guineabugten påvirker mange af landene og har i de seneste år også været en stor international bekymring.
Foto: Wikimedia (arkiv)
Forfatter billede

Sikkerheden til søs og kampen mod pirater i Vestafrika skal styrkes, og det sker nu med et dansk bidrag på godt 13 millioner kroner.

Det meddeler Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Rådgiver til Nigeria efter nytår

Foruden støtten til det maritime sikkerhedsprogram har den danske regering valgt at udsende en af Forsvarets militære maritime rådgivere til Nigeria.

Den danske rådgiver vil blandt andet have til opgave at rådgive omkring den maritime sikkerhed i Guineabugten, bidrage til opbygningen af den lokale og regionale kapacitet til at imødegå truslen fra pirateri og røveri til søs samt skabe kontakt mellem Danmark og det nigerianske forsvar.

Rådgiveren vil blive placeret på den danske ambassade i Abuja, og forventes udsendt i begyndelsen af 2017.

Det lægger en ekstra dimension til den brede danske indsats i Vestafrika, siger forsvarsminister Peter Christensen (V).

Sikring af det blå erhverv

Den Afrikanske Union afholder i denne uge et ekstraordinært topmøde om maritim sikkerhed og udvikling i Afrika i det vestafrikanske land Togo. Formålet med topmødet er at sikre, at det blå erhverv kan være en central bidragsyder i forhold til Afrikas økonomiske og sociale udvikling.

Det er ved den lejlighed, at det nye EU-program (GoGIN) på i alt 9,3 millioner Euro bliver lanceret.

Danmark medfinansierer programmet med øremærkede prioriteter inden for de regionale maritime koordinationscentre, støtte til landenes juridiske regler og systemer og deres muligheder for at retsforfølge pirater.

Direktør for Rederiforeningen, Anne H. Steffensen, betragter det som meget positivt, at Danmark sætter handling bag ord med disse to initiativer.

Den styrkede danske indsats er en konkretisering af Danmarks strategi for pirateri og væbnet røveri til søs 2015-2018, der har Guineabugten som en af sine prioriteter.