Stine Bosse er medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne og næstformand i EU’s sundhedsudvalg.
Som næstformand i EU’s sundhedsudvalg holdt jeg i går hovedtalen ved HERA-konferencen i København. HERA (Health Emergency Preparedness and Response Authority) blev oprettet af EU i kølvandet på COVID-19-pandemien som en enhed med ansvar for at forudse trusler og potentielle sundhedskriser gennem efterretningsindsamling og opbygning af nødvendige kapaciteter.
Hvad lærte vi af COVID-19-pandemien?
Pandemien viste os, at ingen er sikre, før alle er sikre. I Danmark var vi ikke klar. I EU var vi heller ikke klar. Vi manglede en fælles handlingsplan. Vi oplevede forsyningssvigt og mangel på medicinsk udstyr, og vi var for langsomme til at udrulle vacciner – en uvant situation for Europa.
Det må ikke ske igen. Vi skal være bedre forberedte. Og der kommer en næste gang. Lancet-kommissionen om investering i sundhed anslår, at der inden 2050 er en 50-procent risiko for en ny pandemi, der kan koste mere end 25 millioner menneskeliv globalt. Pandemier kender ingen grænser, og derfor er pandemiberedskab ikke kun et nationalt anliggende – men i høj grad et regionalt og globalt ansvar.
EU er stærkere sammen – og Danmark har en vigtig rolle
EU er kun så stærkt, som vi formår at gøre det. I en tid, hvor USA trækker sin økonomiske og tekniske støtte fra globale sundhedsinitiativer og har meldt sig ud af Verdenssundhedsorganisationen (WHO), står vi over for en alvorlig udfordring. Et svækket WHO vil få vidtrækkende konsekvenser for det internationale sundhedssamarbejde, herunder organisationens evne til hurtigt at reagere på fremtidige pandemier og sikre adgang til livsvigtig medicin.
Et svækket WHO vil få vidtrækkende konsekvenser for det internationale sundhedssamarbejde
Derudover efterlader USA’s manglende økonomiske engagement et betydeligt finansieringshul – særligt inden for bekæmpelsen af HIV, fremme af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt indsatsen mod antimikrobiel resistens (AMR).
USA’s stop for udviklingsbistand og multilateral tilbagetrækning efterlader et tomrum, som kan risikere at blive udfyldt af Kina og Rusland. Dette kan skubbe den globale sundhedsdagsorden i en ny og bekymrende retning. Danmark kan og skal ikke udfylde dette tomrum alene, men vi skal – sammen med EU – sende et klart signal om, at global sundhed fortsat er en europæisk prioritet.
Og Danmark har i kraft af sit EU-formandskab en vigtig dagsordenssættende platform i 2025. Det er en unik mulighed for at vise lederskab og positionere EU som en geopolitisk aktør, der prioriterer global sundhed og beredskab højt.
Samtidig har vi i Danmark veletablerede styrkepositioner inden for sundhed, herunder vores life science-sektor og innovative tilgang til tværsektorielle partnerskaber som inkluderer civilsamfund, forskning og filantropiske fonde. Denne viden bør vi dele ud af for at understøtte en fælles europæisk sundhedsstandard og et mere robust pandemiberedskab.

HERA er en start – men vi skal tænke større
EU har allerede taget et vigtigt skridt med oprettelsen af HERA. Men HERA kan ikke stå alene. Et effektivt pandemiberedskab kræver mere end europæisk samarbejde – det kræver globalt samarbejde.
Hvis vi ikke bidrager til at styrke sundhedssystemerne i lav- og mellemindkomstlande og samtidig sikrer, at andre højindkomstlande tager ansvar for deres eget sundhedsberedskab, risikerer vi at svække vores egen beskyttelse. Derfor bør EU og Danmark arbejde for, at pandemiberedskab og sundhed bliver en integreret del af både udviklings-, udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Danmark kan tage førertrøjen på – hvis vi vil
Med vores tradition for sundhedsinnovation og life science og det kommende EU-formandskab i 2025 har Danmark en oplagt mulighed for at drive en stærkere europæisk indsats for global sundhed.
Det kræver, at vi:
- Tager ansvar og støtter WHO og andre globale og regionale sundhedsprogrammer – økonomisk og teknisk.
- Sikrer, at EU’s pandemiberedskab ikke kun bliver et europæisk projekt, men en del af et større internationalt samarbejde.
- Bruger vores EU-formandskab i 2025 til at sikre, at sundhed bliver en central prioritet forankret i udviklings-, udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Tiden til handling er nu.
Når EU senere i år samler verdens ledere til en højniveautilsagnskonference i Bruxelles for at diskutere finansieringen af vaccinealliancen Gavi, er det ikke blot en teknisk forhandling om en enkelt organisation. Det er en test af Europas og Danmarks solidaritet og globale lederskab i en geopolitisk brydningstid, hvor der er behov for langsigtet og forudsigelig teknisk og økonomisk støtte.
Vi kan i Danmark og EU vælge at handle – eller lade stå til.
Jeg vil gøre mit for, at vi vælger og lever op til det første.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig til debat- og medlemsredaktør [email protected]