Af Anine Kristensen
Danmark har lang tradition for udviklingsarbejde i Østafrika, men nu er politikerne også begyndt at interessere sig for, hvordan forsvaret kan arbejde sammen med regionens sikkerhedsorganisationer.
En militæranalytiker og en projektforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har sammen kigget på, hvad de største organisationer egentlig står for.
Sikkerhedssituationen er skrøbelig i flere østafrikanske lande. Sudan og Sydsudan skal finde fælles fodslag, regionen plages af tørke gang på gang, og så er der problembarnet Somalia, hvor en stor del af nabolandene er repræsenteret med tropper.
Orlogskaptajn Johannes Riber Nordby, som er militæranalytiker ved DIIS, og Katja Lindskov Jacobsen, der er projektforsker, har kigget nærmere på forskellene mellem tre vigtige østafrikanske sikkerhedsorganisationer, som Danmark kan vælge at arbejde sammen med.
Det er East African Standby Force (EASF), The East African Community (EAC) og The Intergovernmental Authority on Development (IGAD).
“Når man skal vælge, hvilken organisation man vil iværksætte projekter med, bliver det nemt et politisk spørgsmål”, siger Johannes Riber Nordby til U-landsnyt.dk.
“Samtidig er der enorm stor forskel på, hvad de tre organisationer lægger i begrebet sikkerhed”, lægger han til.
“EAC har en meget bred forståelse af begrebet, som omfatter både reform af politiet, harmonisering af lovgivningen, uddannelse og infrastruktur. Det samme gælder IGAD, som definerer trusler mod den regionale sikkerhed meget bredt – problemer med fødevaresikkerheden, miljøet eller økonomien betragtes også som trusler imod stabiliteten”, uddyber Johannes Riber Nordby.
“Derimod har en organisation som EASF en mere afgrænset og traditionel militær opfattelse af, hvad sikkerhed er: Det handler i højere grad om væbnede konflikter. Og det er meget naturligt, for EASF er den eneste af de tre organisationer, som er en regulær militærstyrke. Det er efter min vurdering også den eneste, der har kapacitet til at gribe ind i regionale konflikter”.
Men når man skal samarbejde om sikkerhed er det altså ikke nok at se på organisationernes beholdning af krudt og kugler. De har hver især ret forskellige opfattelser af problemerne og hvordan de skal løses.
Samtidig pointerer de to DIIS-medarbejdere, at organisationerne også repræsenterer forskellige konstellationer af medlemslande og derfor afspejler diverse nationale interesser – og at der er stor forskel på deres legitimitet og gennemslagskraft lokalt.
Man kan læse anbefalingerne i et netop udkommet DIIS Policy Brief på http://www.diis.dk/sw121831.asp
Briefet er første skud på stammen i et større forskningsprojekt om sikkerhed i henholdsvis Øst- og Vestafrika, som afsluttes i 2013.
Anine Kristensen er kommunikationsmedarbejder på DIIS og skriver til U-landsnyt.dk om forskning i relation til u-landene.
