Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
”Virker udviklingsbistand egentlig? Hvad er det, der virker, og hvad er det, der ikke virker?” Sådan lyder spørgsmålene med jævne mellemrum fra politikere og andre. Nogle gange fulgt op med forslag om at bevilge anselige summer til f.eks. Bjørn Lomborg-analyser for at få svar.
Jeg vil foreslå de videbegærlige i første omgang at slå et smut forbi www.evaluering.dk, hvor der ligger et væld af evalueringer af det danske udviklingssamarbejde gennem årtier. Senest er en evaluering af dansk bistand til vand og sanitet kommet til, og den kan fortælle om en vaskeægte dansk bistandssucces:
”I 1990 havde kun 20 pct. af Ugandas befolkning på landet adgang til rent drikkevand. I 2017 var den andel mere end 3-doblet – til 70 pct. Og det på trods af, at Uganda i samme periode oplevede en af verdens højeste befolkningstilvækster. Det er svært at forestille sig, at Uganda kunne have opnået så imponerende fremskridt uden dansk bistand,” lyder det i evalueringen.
Uganda har en befolkning på godt 40 mio., hvoraf mere end 80 pct. bor på landet, så en hurtig kalkule viser, at den danske bistand, der over hele perioden løb op i små 2 mia. kr., har bidraget til at skaffe 10-20 mio. ugandere bedre adgang til vand.
Det er da et resultat, der er til at føle på.
Hvad var det så, der virkede?
Evalueringen fremhæver især det banebrydende Danida-støttede RUWASA-projekt, der i perioden 1990-2002 sikrede 1,5 millioner mennesker i det fattige, østlige Uganda forbedret adgang til rent drikkevand, og som kom til at sætte afgørende præg på vandsektoren i Uganda mange år frem.
RUWASA satsede på enkel teknologi, på kvinder og de fattige og lagde vægt på aktivt at inddrage brugerne og den lokale, private sektor. Men nok så vigtigt var det, at RUWASA opbyggede lokal kapacitet i en grad, så ’RUWASA-generationen’ er blevet et begreb i Uganda. Det dækker over de mange ugandere på alle niveauer, der centralt og lokalt blev uddannet, trænet og formet af RUWASA-projektet. Den unge generation af ugandiske fagfolk, der blev uddannet i RUWASA-årene, indtager nu nøglepositioner i ministerier, NGOer, i donororganisationer og i den private sektor.
Efter RUWASA handlede det fra 2002 om at rulle et samlet nationalt vand- og sanitetsprogram ud i hele Uganda, og her brugte Danida og Uganda aktivt erfaringerne fra RUWASA, og også i denne fase holdt Danida ifølge evalueringen fast i sit fokus på de fattige og på landbefolkningen.
Ikke alt er godt
Men evalueringen tegner ikke kun et positivt billede. Ja, den siger ligefrem, at de store fremskridt, der er opnået i Uganda, er truet. Af mange grunde: Den første generation af vandpumper er ved at være slidt ned og klar til udskiftning, og det har de brugerkomiteer og den brugerbetaling, der i sin tid blev etableret, ikke været nok til at sikre midler til.
En anden udfordring er, at Ugandas regering de seneste mange år har nedprioriteret sociale sektorer som vand. I 2004/05 gik 4,9 pct. af statsbudgettet til vand og sanitet. I 2017/18 var det blot 3 pct. Samtidig trækker donorerne sig. Også Danida, der sidste år helt udfasede næsten 30 års støtte til vand og sanitet i Uganda.
Og tidens mantra, at det er privat kapital, der skal realisere Verdensmål som adgang til vand og sanitet, er evalueringen skeptisk overfor. For private investorer vil næppe gå efter den målgruppe, fattige på landet, som netop var Danidas målgruppe gennem alle årene.
Succesrig bistandsform truet
Det er slående, at to af de faktorer, som evalueringen fremhæver som afgørende for succesen i Uganda, er på hastigt tilbagetog i det danske udviklingssamarbejde. Danida forpligtede sig til et langt, sejt træk, da bistanden til vand og sanitet i Uganda blev indledt i 1990. Og de danske kroner blev suppleret med dansk udviklingsfaglig ekspertise inden for vand og sanitet på flere niveauer: I felten, på den danske ambassade og fra Udenrigsministeriet hjemme på Asiatisk Plads.
Signalet om det langvarige, danske engagement gav Danmark gennemslagskraft og troværdighed, og de mange danske vandfolk bidrog til at sikre, at pengene blev godt givet ud. Men nok så vigtigt betød den dialog, de havde med deres kolleger i Uganda, at ugandiske vandfolk fik øget status og gennemslagskraft i deres eget system – en ofte overset pointe i udviklingssamarbejdet.
Det lange, seje træk og den helt centrale udviklingsfaglige dialog i det danske udviklingssamarbejde har lidt hårdt under de seneste års massive nedskæringer, på udviklingsbistanden generelt og på den udviklingsfaglige ekspertise i ministerium og på ambassader. Det har dramatisk reduceret håbet om nye bistandssucceser som den i Uganda.
Gør Verdensmål 6 til en dansk prioritet
Evalueringen opfordrer i øvrigt også Danida – og det vil i dette tilfælde sige regeringen – til at genoverveje sin beslutning om, at verdensmål 6 om vand og sanitet, ikke skal være blandt de strategiske verdensmål. Vand er, argumenterer evalueringen, fundamentet for al bæredygtig udvikling og for at nå alle andre verdensmål, som jo er højt prioriteret af den danske regering. Hertil kommer, at Danmark har stor ekspertise på området, både i den private og den offentlige sektor.
Opfordringen er godt timet: I oktober næste år skal København være vært for den globale World Water Conference. Det ville klæde værtslandet at have verdensmål 6 om bedre adgang til vand og sanitet som et erklæret, strategisk mål.
