Dansk resolution mod tortur vedtaget i FN’s generalforsamling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Med vedtagelsen af resolutionen torsdag 9. november har Danmark endnu engang markeret sig som ledende aktør inden for menneskerettigheder og torturbekæmpelse i FN. Samtidig er resultatet et klart udtryk for den globale politiske opbakning, som fortsat eksisterer bag indsatsen mod tortur. Sådan skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Danmarks indsats for at bekæmpe tortur indgår også som led i Danmarks kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd for perioden 2019-2021. Læs mere om kandidaturet her

Danmark er internationalt anerkendt for sin ledende rolle på området og har igennem mere end 20 år fremsat FN-resolutioner om bekæmpelse af tortur og anden grusom, nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf. Det gælder både i FN’s Generalforsamling, hvor Danmark hvert andet år fremsætter en generel resolution, og i FN’s Menneskerettighedsråd, hvor der ligeledes hvert andet år fremsættes en resolution, men med et specifikt tematisk fokus, skriver ministeriet.

I år fremsatte Danmark den gennerelle resolution i FN’s Generalforsamling. Resolutionen er vigtig, da alle verdens lande stadig ikke har ratificeret FN’s torturkonvention, og endnu færre lande har tiltrådt tillægsprotokollen til FN’s torturkonventionen.

Sudan var imod men rettede ind

Forhandlingerne blev styret af den danske FN-mission i New York og forløb forholdsvis roligt og konstruktivt. For første gang i resolutionens historie blev dele af teksten dog kaldt til afstemning. Det skete på anmodning fra Sudan, der i år har modsat sig henvisninger til Den Internationale Straffedomstol (ICC) i en række FN-resolutioner.

Sudans præsident, Omar al-Bashir er efterlyst for krigsforbrydelser af ICC.

Et overvældende flertal stemte imidlertid for at bevare den oprindelige tekst, som foreslået af Danmark, og der kunne således opretholdes konsensus om resolutionen.

Hver gang Danmark fremsætter resolutionen, arbejdes der derfor på at gøre den endnu stærkere. Dette års resolution har fokuseret på en række tiltag, der bl.a. trækker på nyskabelser fra den seneste tematiske resolution fra FN’s Menneskerettighedsråd.

Nye elementer

For det første har Danmark i dette års resolution tilføjet elementer om forebyggelse af tortur under anholdelser og varetægtsfængsling. Det omfatter bl.a. fokus på at sikre, at de enkelte borgere bliver informeret om deres rettigheder i forbindelse med anholdelser, og at sikre uddannelse af alt relevant personale i den udøvende magt.

For det andet er der i årets resolution også tilføjet en henvisning til vigtigheden af at opretholde et velfungerende retssystem, bl.a. ved at bekæmpe korruption, uddanne politipersonel og sørge for adgang til juridisk repræsentation.

For det tredje anerkendes det igangværende samarbejde mellem eksperter og andre involverede parter med henblik på at udvikle et universelt sæt af minimumsstandarder, der skal bidrag til at bekæmpe tvungne tilståelser samt vold i forbindelse med afhøringer. Dette udspringer bl.a. af, at FN’s Specialrapportør for tortur og anden grusom, nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf har behandlet emnet i sin rapport fra 2016 (læs rapporten her).

Afslutningsvist er der i år tilføjet en henvisning til den nyligt lancerede ”Alliance for Torture-Free Trade”. Læs mere om dette initiativ her.

Derudover benyttede Danmark igen i år muligheden for at anerkende og byde ”Convention against Torture Initiative” velkomment. Det er et tværregionalt initiativ, som blev lanceret af Danmark sammen med Chile, Ghana, Indonesien og Marokko i 2014, og som har som generelt mål at opnå universal ratifikation af FN’s torturkonvention inden 2024. Der kan læses mere om initiativet her.

Hele resolutionen vil blive gjort tilgængelig her.

Danmark forventer at fortsætte kampen mod tortur ved at fremlægge en tematisk fokuseret resolution om torturbekæmpelse i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève i marts 2018.